123 / 392
116
Ude
Det Indtryk, jeg her modtog af det nye tyske Rige, som
den sejrrige Krig havde skabt det, og af det tyske Samfund,
saavidt det lod sig bedømme efter det Udsnit, jeg havde for
Øje, var stærkt og forblev af Betydning for mig.
Paavirkningen føltes saa meget heftigere, som jeg var
pansret med Fordomme overfor Tyskheden, Fordomme i
flere Lag.
Til den gamle Uvilje, jeg som dansk fra Barndommen
havde næret, var senere kommet Sorgen over Tysklands
Triumf, og efter Opholdet i Italien et formeligt Had til Tysk
heden som skønhedsforladt og smagløs. For mig stod det
nye Rige som den europæiske Reaktions faste Borg. Den
nyoprettede Kejsertrone var for mig et sammentømret For
tidssæde fra Historiens Pulterkammer, frisk opmalt med
ædelt Blod, og hvad der havde besteget Tronen, var Middel
alderen, „Drot over alle Mørkets Riger“, som jeg havde ud
trykt det i et Vers. De officielle Krigsdepeschers Blanding
af Sejrsglæde og Gudsfrygt havde givet mig det Indtryk, at
det nye Tyskland var forhyklet eller dumfromt; paa alle
Grænseomraader i Vest, i Nord og i Øst hævdede det sig
jo kun som Voldsherredømme.
Der forestod mig en stor Overraskelse. I de Krese af
det Berlinske Selskab, hvor jeg blev indført, raadede en
Aand, som var mindst en Menneskealder forud for Aanden
i Kjøbenhavn. Tonen var fri uden at være uharmonisk; en
Dannelse, der paa en Gang var høj og grundig, stemplede
Samtalerne og muliggjorde et livfuldt og yderst lærerigt Sam
kvem. Dygtigheden var ofte imponerende hos disse Mænd og
Kvinder i denne Stad med den rivende Fremgang, og deres
Kundskabsfylde virkede betagende, naar man kom fra en By
som Kjøbenhavn, hvor det usle Indhold af et Par usle Aviser
afgav Samtalestoffet. Man var her kommet sammen fra de
forskelligste Punkter i det nye Rige, eller fra Østerrig eller