126 / 392
Ude
119
11
.
Mange af de Politikere, jeg traf paa, tilhørte Opposi
tionen og følte sig som Modstandere af Bismarck og hans
Væsen. Hvad godt og gavnligt han havde udrettet for Tysk
land, det havde han efter deres Opfattelse gjort efter Re
cepten i
Faust
som
ein Theil der Kraft,
die stets das Böse will und stets das Gute schafft,
men der var ogsaa andre, Politikere som Lægmænd, der
betragtede Bismarck efter Rigets Grundlæggelse som vidt-
forskellig fra den ultraprøjsiske og ultrakonservative Hed
spore, han i sin Ungdom havde været, og satte stor Lid til
ham som til Rigets fremtidige Styrismand. Hans Evner i
udenrigsk Politik var jo ubestridte, og i den indre Politik
havde han foreløbigt taget de gamle Medlemmer af det na
tionale Parti, de nationalliberale, til Medarbejdere.
Mig personligt var Bismarck kraftigt imod; jeg havde
endnu hos ham mere Øje for den vældige Brutalitet end
for Genialiteten. Men Skikkelsen begyndte at sysselsætte
mig, som den sysselsatte alle andre. Hvad der tiltrak mig
her, det var Manden, som stod saa fast i sine Sko. Her
var en Mand, som vidste, hvad han vilde, og som havde
udført det uden Vaklen.
Mer end et Aar igennem havde smaa Danskere tudet
mig i Ørerne, at jeg havde været hensynsløs, og det lod sig
hverken forsvare eller undskylde. Hvad jeg mente, kunde
være mere eller mindre berettiget, det fik staa ved sit Værd;
men jeg havde i min Optræden været hensynsløs, og det
skulde hævnes, derfor skulde jeg bøde.
Her saa jeg nu paa Gaden, hørte i Rigsdagen, stødte
i alle Samtaler og i hver Avisspalte paa Tidsalderens store