131 / 392
124
Hjemme og ude
omringede af en haangrinende Masse paa flere hundrede
Sachsere, der anbragte en Lirekasse paa hver Side af vor
lille Gruppe, som med forfærdelige Mislyd spillede hver sin
Melodi lige i Ørene paa os den hele Vej ned. Forgæves
forsøgte jeg en Forklaring; Lirekasserne og Brølet over
døvede min Stemme. Der var intet andet for end at væbne
sig med Filosofi; men Vejen var lang, og bestandig forøgedes
Antallet af dem, der indesluttede os. J. P. Jacobsen be
varede som vi andre sin Ligevægt; havde vi taget til Gen
mæle, var vi bievne overfaldne; thi, pudsigt nok, Forbitrel
sen hos vore Forfølgere steg bestandig, alt som der kom
flere til. End ikke paa Stationen slap de os, og da vi steg
ind i en Jernbanevogn, sprang de, som forud sad i den, ud
for ikke at forveksles med os eller blive slaaede sammen
med os.
Jeg lærte her paany, hvad det fører til at ville refor
mere, at ville bringe falske Toner til Taushed.
Saa tidt jeg i de følgende Aar var Vidne til den danske
Almenheds stadigt stigende Harme imod mig og læste Ud
gydelserne i de danske Aviser, var det mig, som tudede
Lirekassemusiken fra sachsisk Schweiz paany i mine Øren,
baaren af Hobens Hujen og Skraal.
3.
Vi tog over München til Tirol, hvor vi tilbragte nogle
Dage i en smuk Natur, der af Jacobsen dog føltes som
fremmed og langsomt gennemtrængelig for ham. Vi over
værede i Brixlegg en Opførelse af Passionshistorien, vist
nok en Efterligning af de religiøse Skuespil i Oberammer-
gau. Man sad paa Træbænke under aaben Himmel, tæt
sammenpressede og ubekvemt. Forestillingen varede, med
en Middagspause paa nogle Timer, hvorunder vi spiste i et