133 / 392
126
Hjemme og ude
4.
Jeg rejste tilbage til München for at tilbringe nogen Tid
i Paul Heyses Selskab.
Hans Roman
Kinder der Welt,
der først udkom i Feuille
ton til
Spenersche Zeitung,
havde fængslet mig saa stærkt,
at den førte os sammen. Siden Oktober 1872 havde vi
staaet i levende Brevveksling. Heyse, der med usvigelig
Sikkerhed lod sig lede af sit Naturel, havde langsomt ud
viklet sig fra det Følelsesfulde, næsten Kvindelige, til det
Faste og Mandige og fra altfor stærk Pietet til det Mod, der
bekender en ilde hørt Overbevisning. Skønt mer end fyrre-
tyveaarig havde han bevaret en ganske ungdommelig Mod
tagelighed for andre Mænds Væsen og Tanker. En Plads
var netop da tom i hans Indre, da han lige havde mistet
sin bedste Ven, en Sjæl af Guld og en sand Poet, Hermann
Kurz. Det faldt i min Lod at tiltræde Arven efter ham.
Forholdet mellem Paul Heyse og mig blev snart inderligt
og besegledes ved det fortrolige Du, skønt Heyse var tolv
Aar ældre end jeg.
Han skrev til mig: „Af alt, hvad Frugtbringende mine
Stjerner har skænket mig, takker jeg dem mest for min
aldrig borttørrende Evne til Venskab og min lidenskabelige
Trang dertil, som trods Alt, hvad der er blevet mig ranet,
bevarer mig mod at forarmes. Ved din første Tilnærmelse
fornam jeg hint hemmelighedsfulde Slag paa Døren til mit
Inderste, som jeg ellers kun har oplevet, naar en ny For
elskelse meldte sig. Langt udover enhver Interesse for dit
aandelige Arbejd har alt Menneskeligt i dig draget mig til
dig, og denne stille Naturmagt er fra da af kun blevet stedse
stærkere befæstet.“
Som adskillige Mænd udvikles gennem en Rækkefølge
af Forbindelser med Kvinder, af hvem de lærer mindst lige