136 / 392
Hjemme og ude
129
6
.
Jeg stod nu i München for første Gang udenfor hans
Dør. Hans sekstenaarige Datter lukkede op:
Dr. Heyse ist
nicht zu sprechen;
hun tog saa mit Kort og udraabte:
Fur
Sie freilich!
Heyse var apollonisk smuk, havde baade Værdighed og
Ynde, et dejligt Haar, bleg Lød, store blaa, blege, men
lysende Øjne. Der var noget nervøs anstrengt over ham.
— Vor første Samtale varede seks Timer, og da jeg sagde
Farvel, udbrød Heyse: Med Dem kunde jeg tale i hundrede
Aar. — Vi havde i den Grad talt hinanden efter Munden,
at jeg, især paa Grund af det nyligt Oplevede hos Hettner,
et Øjeblik fik det Indtryk: Alle fornuftige Mennesker paa
Jorden er i Grunden enige og kun det meget Vrøvl, der
siges om dem af Pakket, fremkalder Skinnet af en tilsyne
ladende Uenighed.
Grundlaget til vort Venskab lagdes i denne Sommer
1873, da Heyse stadigt søgte mig paa mit Hotel og indførte
mig i sin Kres, medens jeg paa det kongelige Bibliotek i Mün
chen flittigt studerede til min Bog
Reaktionen i Frankrig.
Men
i det følgende Aar opfordrede han mig stadigt til at vende
tilbage. Han havde bygget sig et smukt Hus i Louisen-
strasse, tæt op ad den store offentlige Have. Der ventede
et Værelse paa mig midt i det Grønne, hvor Fuglene uden
for Vinduerne holdt godt Naboskab. Og i 1874 tilbragte
jeg da to Gange en Maanedstid som Gæst i Heyses Hus
og lærte ham selv og hans Venner endnu nøjere at kende.
Da vi det Aar skiltes, forekom vort Samliv ham kun som
Smorgåsbordet hos Svenskerne, hvorefter først det egentlige
Maaltid skal finde Sted, og virkelig varede vor fortrolige
Brevveksling en fuld Snes Aar.
Vore Naturer var dog højst forskelligartede, men netop
Georg B randes: Levned.
II.
'
9