137 / 392
130
Hjemme og ude
derpaa beroede vel den gensidige Tiltrækning. Naar jeg
under vort Samliv fremkom med de mange kritiske Ind
vendinger, jeg havde paa Hjerte, angaaende Heyses Frem-
stillingsmaade og personlige Stil, indrømmede han mig mangt
og meget, som han ikke kunde ændre uden at gøre Vold
paa sin Natur, men forsvarede sig paa andre Punkter med
overlegen Dygtighed.
Undertiden kunde det falde mig ind at spille Mérimée
ud imod ham; thi endnu paa dette Tidspunkt overvurderede
jeg ikke lidet dennes forbeholdne Kunst. Heyse svarte da:
Man maa gøre sig Rede for, paa hvilket Publikum Forfat
teren har tænkt og for hvem han har skrevet, om for en
Samfundsklasse som de fleste Franskmænd eller for en sel
skabelig Kres af Verdensmænd og Verdensdamer som Me-
rimée eller for sig selv og sin Genius som en Shelley eller
Hölderlin. Man kan jo desuden skrive for et helt Folk, for et
Koteri, for sin Elskede, for en Flok fortrolige Venner.
Heyse hævdede, at medens Merimée skrev for Verdens
mænd, skrev han selv i Grunden alene for sig selv. Han
var gennemtrængt af den Overbevisning, at kun i sine store
Instinkter var Massen bevæget af noget Guddommeligt; alt
Kunstnerisk var blot for de Faa. Hans eget Publikum var
mere og mere smeltet sammen. Hans unge Svoger, Maleren
Johannes Kugler, var den af hans Læsere, som havde det
fineste Blik; men han led af en uhelbredelig, kvalfuld Syg
dom. I Begyndelsen af December 1873 forsøgte han en
Nat at gøre Ende paa sine uudholdelige Lidelser. Da det
syntes, som vilde han ikke mere vaagne af Opiumssøvnen,
drak hans Moder, der kun havde levet for ham, den Gift,
han havde levnet i Flasken. Hun fandt Døden, men han
vaagnede op paany og til Bevidstheden om at have voldet sin
Moders Død. Otte Dage levede han endnu i frygtelig Sjæle
kval, og i den Tid gjorde han fire mislykkede Selvmords-