140 / 392
Hjemme og ude
133
ved Anlæg og ved alvorligt Arbejde er dit og hvad der er
saa sjældent som Foreningen af Slange-Klogskab og Due-
Enfold.“
8
.
Paul Heyse havde en Naturtilbøjelighed til at se Tin
genes lyse og lykkelige Side, der stødte haardt imod den
Vane, der uvilkaarligt havde udviklet sig hos mig til straks
at se, hvor forbandet Alting i Grunden var. Han betragtede
det som en Slags Pligt at skildre Menneskene bedre og
større end de i Gennemsnit er; han vilde gerne styrke En-
hvers Selvagtelse og give ham Mod til at fortsætte Livet.
Al hans Higen gik ud paa at aflokke Tilværelsen, den til
syneladende prosaiske, saa mange Glimt af Ynde og Skønhed
som muligt, men især paa at vise, hvor højt vi kunde naa,
naar vi anspændte alle vore Kræfter.
Heyse havde da noget ved sig, der meddelte Glæde
ved Eksistensen. Han virkede mildnende paa Bitterhed og
Skarphed, lægende paa Sindets aabne Saar. Skønt han ikke
var bleven forskaanet for store Sorger og særlig var bleven
haardt ramt ved Tabet af to Smaabørn, maatte han kaldes
Typen paa en lykkelig Mand, udvortes smukt og indvortes
rigt udstyret af Naturen, tidligt beskyttet og fremmet af en
højsindet Fyrste, der ikke blot havde skænket ham sin
Yndest og kaldt ham til den By, hvor Heyse følte sig saa
veltilpas, at han efter Kong Max’s Død ikke mere havde
forladt den, men ogsaa bragt ham i tidlig Forbindelse med
den lille Skare af udsøgte Talenter, Kongen havde samlet
om sig.
Af dem var de fleste nu forspængte til andre Byer eller
døde; enkelte var endnu i Live, som Hermann Lingg, et
stort lyrisk og episk Talent,, en uskyldig og værdig Digter,