146 / 392
Hjemme og ude
139
hans Beskyttelse, raadede ham til. Han havde taget Len-
bach med sig paa Rejser og ladet ham udføre de smukke
Kopier af gamle Mestere, hans Samling nu indeholdt.
Bocklin var i sin Kunst en stor og selvstændig Digter.
Hans Arbejder hensatte En i en højere Verden end Daglig
livets; de bedste var Værker, man ikke kunde lade være
at drømme over og betages af. Hans Farveglæde var over
ordentlig og hans Farvers straalende Styrke lod hans Bil
leder i bogstavelig Forstand overstraale, hvad der hængtes
op i deres Nærhed. Men der var noget drøjt schweizerisk
i hans Naturel. Han yndede skrigende Farvemodsætninger,
kunde lægge et knaldrødt Klædebon om en nøgen Kvinde i
et underfuldt Landskab, saa det skingrede som et forstyr
rende Trompetstød.
Personligt var han sluttet, tilbøjelig til at give sig Luft
i satirisk Lune.
Paa dette Tidspunkt befandt han sig i dødelig Penge
forlegenhed. Han havde netop da lagt sidste Haand paa sit
Triton-Billede
Im Spiel der Wellen.
For at komme ham til Hjælp lagde Heyse følgende
Plan: Vi vidste, ad hvad Vej Baron Schack plejede at
spadsere og hvor han drak sit 01 og indtog et Maaltid. Paa
en og samme Dag skulde som tilfældigt først jeg, senere
Heyse og endelig Lenbach træffe Baronen og begejstret ud
brede os over Bocklins nu fuldendte Maleri som det ypperste
han nogensinde havde frembragt; vi skulde dertil i forskellig
Form knytte en Bemærkning om, at dette var et Billede,
som det Schackske Galleri ikke turde lade undslippe sig.
Den begejstrede Skildring og den henkastede Opfor
dring Nr. 1, 2 og 3 blev programagtigt gennemført; men
Alt, hvad der opnaaedes, da den betænksomme Baron havde
hørt Lenbach til Ende, var Udbruddet: ,Ja, saa vil jeg til
bytte mig Billedet og give ham den ene Villa derfor.“ Som