145 / 392
138
Hjemme og ude
Selvfølelse, hensynsfuld mod Ungdommen og Kammerat med
den, i Grunden en Lyriker, hvis Oversættelser af italienske
Poesier klang smukt og rigt.
11
.
En stadig Gæst i Heyses Hus, snarere en Broder end
en Ven, af Børnene kaldt Onkel, var Maleren Franz Lenbach.
Han var da ung, endnu ikke rig og anset, men livfuld,
stræbende, indtagende ved det Præg af den forhenværende
Haandværker, der stemplede hans Person og gav hans Tale
paa en Gang noget Naivt og Zünftigt. Foer han en Dag
ned ad Gaden med purret Haar og hastige Fagter, utilgæn
gelig og adspredt, beroede det paa, at en bestemt fornem
Dame, han sværmede for, den Dag var i München.
Han havde gjort fortræffelige Portræter saavel af Heyse
som af Fru Heyse og malte i de Dage Richard Wagner.
Han var ikke bange for til Heyse at kalde Wagner „ein
famoser Kerl“, skønt han vidste, hvilken næsten fanatisk
Uvilje Heyse nærede mod Wagners Musik. Paul Heyse
vurderede Lenbachs maleriske Evner efter Fortjeneste, men
saa hans Begrænsning deri, at han aldeles manglede Fantasi.
Det var en Egenskab, hvorpaa det mindst skortede
Heyses anden nære Ven blandt Münchens Malere, Schweiz
eren Böcklin. Han var da endnu ikke naaet til Anseelse
eller Ry, og Paul Heyse kæmpede med Mund og Pen for
at skaffe ham den Hæder, der tilkom ham. Böcklin havde
da endnu ingen anden Køber end Baron (siden Grev) Schack,
der trods sin Paaholdenhed da var ved at danne sit senere
berømte Galleri; men Baronen, der som poetisk Oversætter
var en Formkunstner, havde en højst usikker Smag for
Malerier og nøjedes i Almindelighed med at købe, hvad
Andre, særligt Lenbach, der fra først af var groet op under