144 / 392
Hjemme og ude
137
han bibringe Samtalen et nyttigt Element, om han end fra
stødte ved et Stænk af Pedanteri.
En polar Modsætning til Bernays var den unge Elsasser
Ludwig Schneegans, en sværmerisk og poetisk Sjæl, lyrisk
og dramatisk anlagt, ligeligt fransk- og tyskdannet, som med
Begejstring fremsagde Victor Hugos
Le Satyre,
som han
sandsynligvis var den eneste i München, der kendte. Fattig
som han var, maatte han for at tjene sit Brød skrive Teater
stykker, hvis Æmne og Plan Kong Ludvig II opgav ham,
saa Stakkelen arbejdede med paaholden Pen. Han forærede
mig sine Skuespil, og de var overraskende læselige. De
spiltes en enkelt Gang for Kong Ludvig alene, mens Tea
trets Tilskuerplads laa nedsænket i Mørke, og opdagede
Kongen trods Mørket, at en anden Dødelig, Mand eller
Kvinde, havde faaet Indpas, blev den Paagældende uddrevet
uden Naade, efter at Kongen havde sikret sig den Dum
dristiges Navn.
Schneegans var forelsket og upraktisk,
havde paa det erotiske Omraade ikke mere Held med sig
end paa Dramaturgiens.
En tilrejsende Gæst, der hyppigt saas, var Wilhelm
Hemsen, Bibliotekar ved det kongelige Bibliotek i Stutt
gart, en smuk, skægget Mand, Nevø af Friedrich Theodor
Vischer; han forestillede sig for mig som „en varm Beun
drer af
Hovedstrømningerne
“ og blev mig kær.
Omgangsven af Paul Heyse var ogsaa den gamle Æste
tiker, Moritz Carrière, hvem jeg kendte godt før jeg saa
ham, da jeg i min Universitetstid, iøvrigt med ringe Ud
bytte, havde læst hans systematiske og kunstbegejstrede
Skrifter. Han havde tilegnet sig de forskelligste Lærdes
Meninger og bearbejdede dem uden synderlig Oprindelighed.
Hans Stil bestod af Sætninger i Anførselstegn, gik, som Ty
skerne siger, paa Gaasefødder. Men han var den elskvær
digste Personlighed, uden det ringeste Stænk af Professor-