139 / 392
132
Hjemme og ude
7.
Af Venskab for mig lærte Heyse sig Dansk.
Han satte sig ind i mine hjemlige Forhold og mente,
jeg ikke havde nogen Udsigt til Sejr, med mindre jeg kunde
danne et Parti, om saa fra først af kun paa et Dusin Men
nesker, der stod fast om en Fane. For mig ganske ene troede
han det ikke muligt at føre en Kamp mod den Magt, mod hvilken
efter Heines Ord „selv Guderne kæmper forgæves“. Men
han fandt med Rette Partisansen meget svagt udviklet hos
mig. — Du er, sagde han, for trodsig til at bruge de smaa
demagogiske Midler og til at gøre dig gemen med de Ge
mene. Men du maa gøre det, ifald du vil stifte Parti. Saa-
dan talte vise Mænd jo allerede til Coriolan; men han forblev
den, han var, og vi føler med ham; al Sandhed er af aristo
kratisk Natur, selv om den gælder de Arbejdende og Nød
lidende.
En Oprejsning overfor de nedsættende Domme i Dan
mark fandt jeg langt mer end i den tyske Kritiks velvillige
og anerkendende Udtalelser i Paul Heyses private Domme.
Da jeg sendte ham anden Del af
Hovedstrømninger,
skrev
han: „Min første Dom er stadfæstet. Jeg kender ingen
Skribent, hvis Esprit saaledes i hvert Øjeblik forbliver Ka
rakter, og hos hvem der er saa lidet Overskud af Formen
udover Indholdet, saa ringe Eftergivenhed overfor Stilkunster
og dog saa megen Glans og Effekt.“ Da han læste det
første Udkast til min
Lassalle,
skrev han: „Her finder jeg
din
arte che studia di non parere,
din lødige Prunkløshed,
din Kunst at tale under fire Øjne med Læseren og samtidigt
til Alverden, denne slanke, redelige og dog bøjelige Stil, af
hvilken Pointerne springer ud med en saa stilfærdig Natur
kraft som Knopperne af Grenen — kort sagt Alt, hvad der