134 / 392
Hjemme og ude
127
saa meget som de bringer dem, saaledes gives der Mænd,
til hvis Udvikling det hører, at deres Aand en Tid lang ind-
gaar Ægteskab med en anden Mands Aand. Her finder da
en gensidig Befrugtning Sted. Paa denne Maade er ikke
sjældent
min
personlige Udvikling foregaaet.
5.
Det første, Paul Heyse læste af mig, forekom ham alt
for stærkt at betone Forholdet mellem Literaturen og Tids
alderen, hvori den opstod, og bragte ham til at opkaste det
Spørgsmaal: Ved hvilke Kendetegn lader det sig skelne, om
et Kunstværk er fremgaaet af en Tidstrømning eller over
hovedet er ejendommeligt for den? Han skrev: De fjernest
liggende og mest personlige Tilskyndelser kan virke saa stærkt
paa en Kunstnersjæl, at der opstaar et Værk, som river
Tidsalderen med sig saa at sige mod dens Vilje, det vil sige
uden noget Forhold til den øjeblikkelige Tidsaand, der da
ogsaa snart ryster Kunstværket af sig. Falske Smagsret
ninger er bievne paatvungne Kulturen af blændende Talenter.
Ensomme, højtragende Værker er naaede til os, hvorfra man
aldeles ikke kan slutte til en beslægtet Retning hos de Sam
tidige, der ikke forstod deres Ophavsmand og neppe vidste
af hans Tilværelse.
Naar jeg hertil svarte, at Alt var betinget, saa Intet
kunde staa udenfor Sammenhængen, gjorde Heyse gældende,
at denne Sammenhæng i Aandslivet var meget løsere og lune
fuldere end i Naturlivet, idet Kræfternes og Safternes Blan
ding fuldbyrdedes efter langt uberegneligere Love end i
Fauna’en og Flora’en.
Naar jeg hævdede, at de Tanker hos et Geni, der har op
lyst en Verden, ikke lød andre Love for Idé-Associationerne
end dem, der raader i den enfoldigste Tankegang — lige