132 / 392
Hjemme og ude
125
Værtshus, fra Morgen til 'Solnedgang. Men vi oplevede og-
saa som Tilskuere meget. I Forspillet optraadte Adam og
Eva, som fristedes af Slangen og faldt. Ellers havde Frelsen
jo ikke været nødvendig. Frelserens Lidelseshistorie blev
ikke løsrevet fra dens mange Forudsætninger. Og den spiltes
med hver bibelsk Enkelthed og med mange Tilføjelser efter
Overleveringen f. Eks. den om Pondus Pilatus’ Hustrus
Drøm. Det Hele havde været fængslende ved dets Barn
lighed, ifald kun Hovedpersonen var bleven uskyldigt spillet.
Men den Landsbyhaandværker, som forestillede Jesus, var
lutter Affektation og grim at se paa med sine pomadiserede
Hængelokker. Han skabede sig grueligt, da han vaskede
de tolv Apostles temmelig rene Fødder.
Gudsmoder spilledes af en skikkelig Tirolertøs i en ilde-
klingende Mundart og med falske Betoninger f. Eks.: O du
mein
geliebter
Sonn,
soll
ich
dich
am
Kreiz sehen! Kor
føreren havde en Gang som en And. En naiv Tiroler-Pila
tus hørte til de morsommere Figurer.
Men tilsidst var vi dødtrætte, og det var formelig en
Lettelse, da Soldaten stødte sin Lanse i den Korsfæstedes
Side og gennemstak en blodfyldt Okseblære, saa Blodet
strømmede ud. Der kunde da ikke være langt tilbage.
Nok saa interessant som Opførelsen var Tilskuerskaren,
der med faa Undtagelser bestod af Egnens Bønder og Bonde
koner. Enkelte var hjertegrebne; en gammel Tirolerkone
græd inderligt og syntes at erfare Historien for første Gang.
I Innsbruck, hvor mine Rejsefæller og jeg i Domkirken
havde beundret Relieferne og de harniskklædte Fyrsters og
Ridderes Statuer, skiltes vi ad.