130 / 392
Hjemme og ude
123
der sluttede sig til Bogen, men behandlede en indfødt Ro
mantiker med den Kærlighed og Sympati, jeg alene havde
kunnet vise Kleist iblandt de tyske.
2
.
Fra 1. Juni til 1. Oktober var jeg paany i Tyskland.
Efter et længere Ophold i Berlin traf jeg som aftalt
sammen med J. P. Jacobsen, min Broder og dennes unge
Frue i Dresden, hvorfra vi gjorde Udflugter i Omegnen.
Vi spiste en Dag paa et af de smukkeste Punkter i sach-
sisk Schweiz ved Prebischthor, hvor Bjerget danner en na
turlig Bue, og var i Øjeblikket de eneste, som opholdt os
paa Pladsen. Vi nød den dejlige Udsigt, der indrammedes af
Bjergbuen, og den fuldstændige Ro, da et skrattende Horn
orkester lige i vor Nærhed gik løs paa Udførelsen af det
ene Musiknummer efter det andet. De falske Toner for
styrrede Stemningen, fornærmede Naturen. Vi besluttede at
give Musikanterne rigeligt Penge — imod at de holdt op
med at spille, mens vi sad der.
De afslog ikke Pengene, men tog naturligvis Sagen ilde
op, og da efterhaanden flere og flere Spadserende fra Dres
den indfandt sig paa Plateau’et, og savnede Musiken, der
var dem kærere end Naturen, beklagede Musikanterne sig
os uafvidende til de Nyankomne over vort Forbud, der, alt
eftersom Pladsen fyldtes, satte de Tilstedeværende i Raseri.
Vi var uskyldige nok til at tro, vi havde handlet til fælles
Bedste. Men vi blev revne ud af vor Vildfarelse, da vi saa
os som Genstand for hadefulde Blikke og haanlig Pegen.
Øjensynligt var der noget i Gære mod os i Folkemængden.
Man havde — ganske spirituelt af en tilfældig Hob —
ladet hente et Par Lirekassemænd fra nærmeste By, og i
det Øjeblik vi beredte os til-a t gaa ned ad Bjerget, var vi