![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0125.jpg)
118
Ude
Lassalle bevæget sig og været det levende Bevis for, at høj
Kultur og Lærdom lod sig forene med Overbevisningen om,
at Samfundets økonomiske Ordning stod for Fald. Tilmed
havde alle de Ældre, Kvinder som Mænd, i Aarene 1848—
1849 været revolutionære, og fra den politiske Omvæltning
til den sociale var der ikke langt.
Hvad mærkeligere var: i disse Krese fandtes intet Fædre
landeri. Der var vel enkelte Damer, mest saadanne, der var
aldeles uberørte af fransk Kultur, hvem Nationalfølelsen var
steget noget til Hovedet, og hvis Domme over fremmede
Folkeslag ikke var upartiske. Men man kunde jo ikke for
tænke en fremragende Kvinde, der havde oplevet Tysklands
politiske Ydmygelser og set dets Genrejsning, i at hun sva
rede en Fremmed, der smagløst komplimenterende sagde:
Nu er det de Tyske, som er bievne
la grande nation:
„Det
har vi altid væ ret“. løvrigt var netop overfor det slagne
Frankrig den gode Tone i disse Hjem sympatisk og saa hen
synsfuld, at Overtrædelse af den straffedes med Barskhed.
Et af de gæstfrieste Huse i Datidens frisindede Berlin, en
virkelig Salon afgav Rigsdagsmanden og Forlæggeren Franz
Dunckers Hjem foran i Potsdamerstrasse, hvor hvad man i
Rusland kalder
Intelligensen
havde et Samlingssted. Der
mødtes de allerfleste, som var fremragende i frisindet Poli
tik og Literatur. En Dag, da der var nogle Franskmænd
tilbords og anrettedes Haresteg, tillod en chauvinistisk og
noget grov Rigsdagsmand sig den slette Vittighed, til en af
de franske Gæster at betegne Haren som hans Landsmand;
Meningen var, at Harerne løb som den franske Hær. Fru
Lina Duncker befalede ham, saasnart man havde rejst sig
fra Bordet, at forlade Selskabet og Huset.*)
*) Se Samlede Skrifter XIV. 212.