135 / 392
128
Hjemme og ude
som den Gnist, der stak Moskva i Brand, ikke var kemisk
forskellig fra den, ved hvilken en Landsbypræst tænder sin
Pibe — saa svarte han, at der var stor Forskel paa de barn
lige Tidsaldere, hvor den Enkelte endnu ikke gjorde sig
gældende, saa Værkerne mest var navnløse, og de højtkulti-
verede Tider, hvor det geniale Individ isolerer sig i selsom
og dog fuldt berettiget Frembringelsesdrift og saaledes bliver
Ophav til Værker, der løfter sig op over deres Tid og det
Folk, hvoraf de oprandt.
Naar jeg overfor ham gjorde gældende, at vi var tøjrede,
skrev han til Svar, at det var sandt nok, men hvad det kom
an paa var Tøjrets Længde. Hvis en Ged havde saa langt
et Tøjr, at den kunde gaa fra Marken helt op paa Bjerget
og fodre sig med Alpeurter, saa deres Aroma sporedes i
dens Mælk, saa kunde ikke deraf sluttes, at disse Urter
voksede paa det Lavland, hvor alle de andre Geder søgte
deres Næring.
I Virkeligheden sagde jeg brevligt kun Heyse saa meget
imod som var nødvendigt for at bringe ham til fortsat Ud
foldelse af hans Synsmaade; thi — som han ogsaa tidligt
følte — vor Uenighed var kun en Ordstrid; inderst inde
var jeg ikke mindre tilbøjelig end han til Tro paa den En
keltes Magt og Ret, og forsaavidt den filosofiske Determi
nisme nogen Tid havde dulgt mig selv den lidenskabelige
Individualisme, der slumrede i min Sjæl, saa blev den mig
nu bevidst under det første Halvaars Brevveksling med
Heyse.
Da vi endelig mødtes, opdagede vi derfor til vor Over
raskelse, at hvad i al Verden vi end berørte, Forhold, P e r
soner, videnskabelige Spørgsmaal, saa herskede der den latter
ligste Overensstemmelse mellem os.