141 / 392
134
Hjemme og ude
hvis mindste Ytring havde Farve og Klang. Da jeg spurgte
ham, hvorfor han havde indladt sig paa at skrive nogle Ar
tikler for Paul Lindau, det ikke kunde more ham at udar
bejde, svarte han: han giver mig
haarde Dalere
derfor.
Som Naturelsker og Skønhedselsker havde Heyse sit
andet Fædreland i Italien, til hvilket Land han henlagde en
Mængde af sine Digtninge, og hvor han ogsaa senerehen
tog varigt Ophold. Han forherligede og forskønnede de
italienske Folke-Egenskaber, fordi han i Italien fandt en af
Refleksion uopløst Naturlighed, og medfødt Skønhed som
medfødt Skønhedssans. Der var noget i hans Stiliseren af
den italienske Kvinde, som mindede lidt om Leopold
Roberts.
Men ogsaa den baierske Stamme var ham kær ved det
Saftige, Naturvoksede i Racen. Det morede ham, at en
ung, ugift Tjenestepige, han fæstede, paa Spørgsmaalet, om
hun havde noget Barn, fornærmet havde svaret: Jeg er 21
Aar, og saa grim er jeg da ikke, at jeg ikke skulde
have et.
Det nordtyske Væsens Forstandskølighed og Forstands
skarphed tiltalte ham mindre; fransk Væsen var ham nær
mest imod. Han havde aldrig været i nær personlig Be
røring med Franske; af nyere franske Digtere var Victor
Hugo ham en Gru, mens han neppe tilfulde vurderede
nogen anden af dem end Musset.
9.
Der udgik Harmoni fra Paul Heyse; han var fredeligt
og rent kunstnerisk anlagt. Men paa et enkelt Omraade
var han uforsonlig og stridbar, det var med Hensyn til
Spørgsmaalet: Tankefrihed mod Kristenhed. Han betragtede
det som en Vanære for den moderne Kultur, at de Dan