147 / 392
140
Hjemme og ude
bekendt har Bocklin udført to himmeldejlige Malerier, der
forestiller den samme Villa nær Havet ved Dag og ved Nat;
paa begge Billeder staar en Kvinde, fortabt i Forventning
eller Savn, og stirrer ud for sig. Det gør, naar man har
begge Malerier for Øje, et Indtryk, som havde hun staaet
der Dag og Nat uafbrudt. De tør da slet ikke skilles ad.
Men det var det ene af disse Malerier, Baronen nu var
faldet paa at ville give i Bytte for det nye, overroste —
hvad jo ikke vilde indbringe Bocklin en Styver.
Saa maatte vi da efter Penelopes Mønster anvende de
næste Dage til at oppille hele vort fine Spind og nøjes med
foreløbigt at lade Forholdene blive som de var.
12
.
Der var blandt Heyses Arbejder et, i hvilket en Enkelt
hed da gjorde et ikke ringe Indtryk paa mig. Det var
Dramaet
Colberg,
i hvilket det fremstilles, hvorledes, da
under Colbergs Belejring Borgerne og Militæret forhandler,
om Byen bør kapitulere eller ej, en simpel Skolemester tager
Ordet, en brav Spidsborger, en Fredens Mand. Alle venter
at han vil tage det spageste Parti. Men nej! med stille
Fasthed hævder han, at der ikke tør være Tale om nogen
Overgivelse; man bør holde Fæstningen til det yderste og
foretrække Døden for Vanære. I den tilsyneladende Spids
borger boede der en Helt.
Dette betog mig, fordi jeg var tilbøjelig til ikke at vente
andre Overraskelser af Livet end dem, hvorved mine For
ventninger blev undertrufne, hvor ringe de end var. Jeg
havde længe stadigt troet de Personer, jeg var traadt i For
hold til, værdifuldere end de, naar Prøven gjordes, viste sig
at være. Jeg var talrige Gange blevet skuffet og mine
Forventninger svegne. I Heyses Skuespil forekom i Over