150 / 392
Hjemme og ude
143
13.
Forsaavidt maatte da Holger Drachmann sidenhen be
styrke mit Indtryk og vise sig i god Forstaaelse med hvad
jeg havde udtalt.
I en anden Henseende misforstod han mig i sit Svar.
Det var meget langt fra, at Paavirkning fra Paul Heyse
havde bibragt mig Tilbøjelighed til for Fremtiden at optræde
mere imødekommende og forsonligt. Jeg havde aldrig følt
mig mere stridbar tilmode. Netop i de Dage fik jeg paa
tysk Grund det Indtryk, jeg meddelte min Moder, at jeg
hjemme paa næsten uværdig Maade havde ladet mig kyse,
og at det Rette, endog det politisk Kloge var det, straks at
drage de yderste Følgeslutninger af sin Anskuelse. Folk
slog da lidt af, og saaledes gled alt det ned, hvorpaa de
ellers vilde have slaaet af. Derimod havde den Hensyn
tagen, jeg fra først af havde vist, ikke gavnet mig i ringeste
Maade.
Heller ikke saa jeg netop da lyst paa Tilstandene, hverken
ude eller hjemme. Jeg udarbejdede paa Biblioteket i Mün
chen de første Kapitler af min Bog
Reaktionen i Frankrig,
det mest polemiske af alle mine Skrifter, og jeg udarbejdede
det ikke uden Henblik paa Tidsforholdene. Til Brøchner
skrev jeg fra München i August 1873:
J e g har aldrig set Verden saa helt sort og led, som
De maaske tror; men jeg har unegtelig været meget ilde
tilmode over Forholdene hjemme som de i dette Øjeblik er.
En vis Vemod kan jeg ikke blive Herre over. Jeg beder
Dem tro, at jeg herved kun tænker meget lidt paa mig selv.
Jeg mener Vemod over det Hele. Den skrækkelige Bølge
gang i Verdenshistorien og i Folkenes Sind, den Omstæn
dighed, at et enkelt Menneskeliv ikke naaer videre end til
at stige eller synke med en af disse Bølger, er sørgelig, især