156 / 392
Hjemme og ude
149
og fundet de to Svogres Bestræbelser respektable, men selv
modsigende. De troede ikke paa Gud, men nærede et Svær
meri for Jah ve. Steinthal havde endog i en særlig Afhand
ling (oversat af mig paa Dansk) med Heftighed bekæmpet
Troen paa en personlig Gud som falsk og forvirrende og
kaldt det Pligt, at lade Folket i Fred for den. Ikke desmindre
følte de sig religiøst som Israeliter og troede som James Dar-
mesteter i hans Bog
Les Prophètes d'Israël
paa Jødefolkets
blivende Betydning. Deres Sjælsliv var dem selv ubevidst
stedt i en Spaltning mellem gennemført Pietet og gennemført
Kritik.
Steinthal var skønt ældre af Aar den yngre af Sind,
heftig, og i høj Grad krigerisk anlagt, skarp i Angreb, ild
fuld i Forsvar, overbevist om sin Ret og utilbøjelig til Ag
telse for Modstandere, der gerne syntes ham uvidende eller
uhæderlige. Hans Stil var langt mere ejendommelig og
personlig end Lazarus’s, kun at den var stærkt paavirket af
Stilen i Lessings polemiske Skrifter. Som Politiker var han
ultraradikal, mens Lazarus ogsaa i sin Betragtning af Stats
sager var moderat og forsonlig.
Steinthal var utvivlsomt den større Videnskabsmand;
hans Værker om
Sprogenes Oprindelse
, om
Sprogenes Klassi-
fication
og det om
Mande-Negersprogene
var klassiske.
Det var lærerigt at høre ham og hans nære Ven, den store
Lærde i indiske Sprog og Videnskab, Professor Weber, nu
en gammel blind Mand, tale sammen i Timevis om filologiske
Spørgsmaal. Men Lazarus var en mærkeligere Personlighed.
For dem, der ikke led ham, stod han som en
Schönredner,
en Mand, der satte Formen over Indholdet og hvis velklin
gende Qrd bevægede sig i Besmykkelse. Heri var der det
Sande, at hans Veltalenhed — der var rolig og sikker —
altid var conciliant og indsmigrende, dog hvad han indsmig
rede, var ikke det Vedtagne, men i Reglen en ny Syns-