157 / 392
150
Hjemme og ude
maade. Rejste han sig for at holde en Bordtale, sad man
nogle Minutter fortryllet; en saadan Ynde var der da over
hans Væsen, og Talen lød som Musik. Denne vindende
Form havde ogsaa hans Universitetsforedrag; men her kunde
det indvendes, at der var for liden Kærne i hvert enkelt.
I mangfoldige Aar kunde Lazarus synes lige dygtig som
Forretningsmand og som Lærer. Et Dusin Aar derefter
viste det sig, at han selv og hans Bekendte havde svævet i
en Vildfarelse derom. Filosofen havde kun daarligt forstaaet at
bestyre sin Formue. Ved et pludseligt Sammenbrud tabte
han Alt, ja var en gældbunden Mand, der alene ved rundelig
Hjælp fra Beundrere kunde bjerge Livet. Han havde endda
den Smerte at volde Andre, der havde betroet ham Forvalt
ningen af deres Sparepenge, store Tab.
Dog paa dette Tidspunkt holdt intet Menneske en saa
dan Skæbnevending for mulig. Lazarus’s Hus var et af de
interessanteste i Berlin, man traf der de største Kunstnere
som Menzel, sjældne Skribenter som Forbundsraadets Med
lem for Bremen, Otto Gildemeister, fremragende Stabs
officerer som Max Jahns, Diplomater som Hr. von Radowitz
og som Hr. v. Spitzenberg, endelig kvindelige Excellencer
som dennes Frue, Varnbiilers udmærkede og smukke Datter.
Faderen, den wiirttembergske Minister, havde ladet hende
lære Latin og Græsk, da hun var Barn; hun var paa én
Gang ligesom uerfaren og dog i høj Grad Verdensdame.
Hun var frimodig og sikker, et klart Hoved og et fast
Hjerte. I en skarlagensrød Festdragt med blottede Skuldre
saa hun straalende ud, og det kælne sydtyske Tonefald
klædte hende som ingen anden.
I Schonefeld levede Lazarus’s Familie temmelig ensomt,
og der var dér for mig desmere Lejlighed til Samtale med
Lazarus om Filosofi og hvad han kaldte Folkepsykologi, en
Videnskab, han holdt for mere exact end den kunde være.