160 / 392
Hjemme og ude
153
digheders Stilling til mig. Jeg var den, der bagvaskede Dan
mark i Europa, den Fugl, der besudlede sin egen Rede, i
manges Øjne simpelthen Landsforræderen.
Der var dem, som ikke vidste andet om mig end dette.
Og saaledes havde Pressen nu overfor mig lettere,Spil og
friere Slag end nogensinde. De, der hadede mig person
ligt, var faa, men indflydelsesrige, fik Pøbelhadet imod mig
til at skumme.
Det rørte mig lidet. Men da en Dag først i Januar
1874 Julius Lange under et langt Besøg i fuldt Alvor angreb
mig for at jeg skadede Danmark i Udlandet, oplevede jeg
en forfærdelig Skuffelse. Det var dog et stærkt Stykke, at
Pakket først havde mishandlet mig saa grundigt, det formaaede,
uden at tænke sig andet end at i Danmark Alt foretoges i
et paa Grund af Sprogets Ubekendthed veltillukket Rum;
naar det saa rygtedes udenfor, hvad her foregik, saa skulde
den Mishandlede bære Ansvaret for det Vanry, hvori de Ind
skrænkede og Ondskabsfulde havde bragt deres Fædreland.
Da jeg energisk gjorde dette gældende overfor Lange
og udbrød: Eller er Ulykken den, at jeg er bleven rost?
svarte han, pludseligt velvillig: „Du
skal
roses, men du skal
ikke roses
alene,
og det er det, som er sket.“ Ogsaa ham
havde man tudet Ørene fulde saa længe, at han en kort
Tid var bleven usikker paa mig.
Han mente, min Sag nu var afgjort tabt. Jeg svarte:
„Oh, oh, nous verrons.
Naar blot jeg selv ikke giver tabt,
skal du faa at se, jeg er stærkere end de alle.“ — Jeg ind
rømmede ham kun, at Talentet led under denne stadige
Kamp for Livet, var udsat for at blive bittert og sygt. Men
jo mere jeg undervurderedes, des kraftigere følte jeg mig.
Til min Moder sagde jeg dengang: Vær aldrig urolig
for mig. Du kan trygt have samme Følelse overfor mig,
som jeg har, naar jeg kører paa Jernbane. Jeg tror blindt