165 / 392
158
Hjemme og ude
var en begyndende Maler, men tillige i saa høj Grad Kunst
elsker, at man maatte tvivle paa, om hans egentlige Talent
var det, selv at frembringe Skønhedsværdier eller at gøre
Andre opmærksomme paa de allerede frembragte. Han var
entusiastisk og meddelsom af sit Sværmeri, men tillige grub
lende og teoretisk; det var snurrigt at se ham sammen med
hans stadige Omgangsven, Kristian Zahrtmann, hvis Naivetet,
der tilsidst næsten blev til Manér, stak heftigt af mod Krohns
Færdighed i at tumle med Indtryk og Tanker.
Alt fra det Aar 1866 havde han staaet mig meget nær
og næret stærk Interesse for den saakaldte Strid om Tro
og Viden; i 1868 havde han forsynet en Bog af mig med
en smuk Gengivelse af Kamma Rahbeks Silhuet; fra 1872,
da han opholdt sig i Italien, havde han staaet i livlig Brev
veksling med mig om Liv og Kunst. Han var af de faa,
som ganske havde billiget Aanden i
Hovedstrømningernes
første Bind, og i den Modstand, jeg mødte, alene havde set
et Bevis paa mine Bestræbelsers Betydning for dansk Kultur.
Som Maler harmedes han over de literære Fordinger, der
af Pressen stadigt stilledes til Kunsten, idet al Kritik gjaldt
Billedernes „ideelle Indhold“, medens man lod haant om de
kunstneriske Krav. Som han gerne sagde, paa hans Fane
stod Ordet
Øjenslyst;
for den vilde han kæmpe med alle
de Midler, der stod i hans Magt. Han vilde lære sine
Landsmænd, at Øjnene skulde bruges til at se med og ikke
til at tænke med. Derfor var han ogsaa senere i Livet paa
sin Plads først som Teater-Regissør og Dekoratør, senere
som Bestyrer for Kunstindustrimuseet i Kjøbenhavn. Han
vilde bringe Folk til at
glæde
sig over det Kunstneriske lige
fra den harmoniske Farvevirkning i et Teaters Fulddekora
tion til Linjeslyngningen i det mindste Broderi, for tilsidst
at bringe dem til at
kræve
det. Et lille Ornament fra Ita
liens Femtenhundredaar var ham kærere end alenlange Ma