161 / 392
154
Hjemme og ude
paa, at Lokomotivføreren passer sine Sager og ikke gør
Dumheder.
Det store engelske Tidsskrift
Athenæum
havde havt en
Artikel om mig,
Academy
havde en anden, hvori der taltes
om
that vein o f half-cynical, ha lf sympaihetic analysis,
which is Dr. Brandes’ habit o f mind
— en Vending, der
syntes mig træffende.
At mit Navn allerede nu, da jeg ikke var 32 Aar gam
mel, var kendt og anerkendt rundt om i Europa, tydede for
mig paa, at Anerkendelsens Time ogsaa vilde slaa i Dan
mark. Og jeg fornam formelig, hvorledes Talentet dannede
sig i mig, antog fastere Form. Der behøvedes efter min
Følelse kun Ro og lidt Lykke til dets rette Udvikling.
Rigtignok havde jeg ikke stort af nogen af Delene.
19.
Neppe havde jeg afsluttet
Reaktionen i Frankrig
, før
jeg begyndte at forberede mig til det fjerde Bind ved Læs
ning af Byron. Efter nogle Maaneders Forarbejde holdt jeg
da ogsaa i Foraaret 1874 en Række Forelæsninger om ham.
Men jeg arbejdede under de ugunstigste Betingelser. Mine
Forældre havde indrømmet mig et lille Værelse til Gaarden
i deres Lejlighed. Der var kun Udsigt til en Gaardmur,
Pladsen var snever, og de mange Bøger deri gjorde Luften
plumret, saa jeg ogsaa om Vinteren maatte slaa Vinduerne
op før jeg lagde mig. Men hertil kom, at der umiddelbart
over mig var flyttet en Musiker ind, der levede af Under
visning i Klaverspil, og paa hvis Piano der derfor spiltes
ustanseligt fra Morgen til Aften. Havde Hr. Jahnigen ikke
Elever, saa øvede han sig selv. Min Arbejdsstue var forvandlet
til et Larmhelved, og jeg var for fattig til at tænke paa Flyt
ning. Jeg stræbte at opnaa en Overenskomst med Manden;