167 / 392
160
Hjemme og ude
rendyrkede dem. Men han var ogsaa paa andre Om-
raader en Fremskridtets Mand, der glædede sig, naar den
ny aandelige Bevægelse vandt Jordsmon, hvad den trods
alle tilsyneladende og virkelige Nederlag maatte siges at gøre.
Stundom samledes vi hos en anden Mediciner, nuværende
Korpslæge Johan Hempel, der lys og vennesæl af Sind saa
paa Forholdene med Lune og aldrig mistede sit gode Humør,
men meddelte det til andre. En tredie ung Læge, der liden
skabeligt optoges af Datidens politiske og literære Liv, var
nu afdøde Professor Ferdinand Levison, som var af dem,
der elskede Aandsfrihed, og indviede sit Liv til Arbejde for
dens Fremgang. Han havde tidlig Menneskekundskab og
ventede sig ikke hurtige Resultater. Der var den Modsæt
ning i ham, som ikke er helt almindelig: hans Liv gled for
en stærk Bør af Fremskridtstrang og Fremskridtstro, men
med en Ballast af Resignation. Han var til Forskel fra
mange andre Videnskabsmænd paa intet Punkt traditions
bunden. Der var i ham ingen følsom Tilbageskuen til Slægts-
Overlevering; hans Aands Fædreland var Efterkommernes
Land. Han havde Karakter og stor Evne til Hengivenhed.
I Sorger, der maatte forknytte Enhver, anførte han en
Dag Swinburnes Ord af
Proserpinas Have:
From too much love of living,
From hope and fear set free,
We thank with brief thanksgiving
Whatever gods may be,
That no life lives for ever;
That dead men rise up never;
That even the weariest river
Winds somewhere safe to sca.
Men oftere var han oprømt, fuld af Virkelyst og be
sjælet af den sjældne og kostbare Magt, som det mandige
Venskab er.
Først i Juni forlod jeg Danmark paany og opholdt mig