173 / 392
166
Hjemme og ude
man efter Datidens Forhold stod sig ved at skrive deri, da
Udgiverne Intet beholdt for sig selv som Redaktionshonorar,
men uddelte alt, hvad Forlaget bevilligede, til Medarbejderne.
27.
Ikke desmindre hang
Det nittende Aarhundredes
Eksi
stens i et Haar. Der blev virket kraftigt imod det aaben-
lyst, men kraftigere i det Skjulte, og med klog Taktik ret
tede Modstanderne deres Hovedangreb paa Maanedskriftets
Forlægger, der som Nordens største kunde synes uafhængig,
men var nødsaget til at tage mange Hensyn.
Frederik Hegel var som Boghandler meget betydelig.
Han var en stille Mand, dæmpet i hele sin Fremtræden og
om ikke blød i Kærnen af sit Væsen, blid i alle Former. Han
var ikke blot velgørende af sin betydelige Formue, men lagde
ikke sjældent Gavmildhed for Dagen; det kostede ham
neppe Overvindelse at rive det Gældsbevis i Stykker, ved
hvilket en fattig Enke var ham forpligtet. Overfor dem
blandt Skribenterne, der tyede til ham om Forskud, var han
rundhaandet, og dem, der ikke henvendte sig til ham, kunde
han gøre overraskende Tilbud: Vilde de gøre en Tur til
Udlandet, behøvede de blot at opgive Summen, og flere
hundrede Kroner skulde straks være til Raadighed. Man
kunde ikke være mere redebon, og de, der ikke skyede
den Afhængighed, der med Nødvendighed var Følgen, be
nyttede sig i stor Udstrækning deraf. Enhver, der ikke
saarede ham, kunde være sikker paa, hos den berømte For
lægger at møde den slebneste Form, den ceremonielleste
Høflighed, der tilmed ikke var kold, men havde et Skær af
Hjertelighed og Elskværdighed over sig. Han afsendte ikke
et Brev, i hvis Udskrift han ikke gav Adressaten enhver
Titel eller Orden, der tilkom ham; han modtog ikke i sit