178 / 392
Hjemme og ude
171
29.
Paa det Tidspunkt var Bismarcks (og paa hans Vink de
Liberales) Kamp mod den katolske Kirke paa sit Højdepunkt.
Henrik Ibsen, der lige havde udgivet sin
Kejser og Galilæer
saa selvfølgelig et Misgreb i den Anvendelse af ydre Magt
midler, med hvilken Striden fra Bismarcks Side blev ført,
og troede aldeles ikke paa at disse kunde hidføre nogen Sejr.
Men til min Forundring opdagede jeg, at Tysklands Liberale
tænkte anderledes. Med en dyb Glæde var de fra Amerika
tilbagevendte gamle Revolutionære Vidner til den saakaldte
Kulturkamp. De tvivlede intet Øjeblik paa, at den vilde
blive gennemført, og saa deri den længe ventede og attraa-
ede praktiske Fuldførelse af den Udløsningsgerning, som Tysk
lands store Frisindede, Kant og Schiller, Lessing og Goethe,
aandeligt havde sat i Gang. De upolitiske Universitetslærde
var endnu ivrigere for Kampen imod Kirken i den temme
lig plumpe Form, den havde antaget. En af de fineste og
stilfærdigste sagde til mig: „Det er umuligt at knuse Kirke
ligheden ved rent aandelige Vaaben, da Præsterne bruger
lutter materielle. At Gejstligheden ikke en Gang i Posen
har kunnet bringe det til en Demonstration, viser bedst,
at den katolske Kirkes Modstand er lam og mat.“
Det var for disse Mænd et sandt Slag, da Bismarck faa
Aar derefter følte sig tvungen til at indstille Kampen.