181 / 392
174
E t A rbejdsaar
men jeg var upraktisk og desuden sikker paa, at Forholdene
i Kjøbenhavn, hvor Musikens skønne Kunst bliver elsket og
dyrket, allevegne var omtrent de samme. — Og naar
jeg saa tænkte paa, hvad Musiken skulde væ re : den
overjordiske Trøsterinde, den opflammende Undergører, der
griber om alle Nerver og løfter Sjælen.
Jeg var i daarlig Kondition, Aaret igennem plaget af
vekslende, halvt latterlige Smaa-Genvordigheder. Først havde
jeg en let Difteritis, der nogen Tid lammede Ganen paa mig,
saa jeg forstummede eller kun med yderste Vanskelighed
kunde sige nogle Ord. Komisk nok fik jeg Mælet igen en
Dag, Julius Lange besøgte mig og da hans Tunghørhed
tvang mig til at raabe. Saa led jeg af Tandpine, der kro
nisk vendte tilbage, endelig af et Hul i min Vrist, der for
hindrede mig fra at gaa og som bandt sig saa længe, at det
tilsidst forekom mig, som havde jeg altid været forhindret i
at gaa af et Hul i Vristen; jeg havde og har nemlig den
uheldige Egenskab, at et Saar, der hos andre læges paa otte
Dage, tager otte Uger hos mig.
3.
Fra Januar 1875 havde jeg lidenskabeligt optaget mine
Studier af engelsk Litteratur fra det 19. Aarhundredes Be
gyndelse, der havde ligget brak, siden jeg i Foraaret 1874
afsluttede mine Forelæsninger om Byron.
Da jeg modtog en Opfordring til for første Gang at
holde et Foredrag i Studenterforeningen, valgte jeg Æmnet
Shelley,
hvilket Æmne Senioratet, betegnende nok for Da
tidens Uvidenhed om den engelske Digter, bekendtgjorde
som
Schelling,
da man ansaa det andet for en Skrivefejl.
Foredraget blev holdt i Begyndelsen af April, og efter I. P.
Jacobsens Udsagn, „tog det sig ud“.