187 / 392
180
Et Arbejdsaar
Manden forlængst var død. Hans Talent var iøvrigt for
ringe til at man behøvede at faa ham indført. En Dansk
som Bendix Hansen (hvem jeg for min Del aldrig havde
hørt nævne og hvem Ingen sidenhen har nævnt) var i
Stand til at skrive fuldt saa gode Noveller.
I Blade og Tidsskrifter overbød Anmelderne hinanden
desuden i Paavisning af at jeg ikke forstod Tysk og ikke
kunde skrive Dansk. Et Par lidt ualmindelige Udtryk, jeg
havde brugt, blev stadigt anførte som Beviser paa, at jeg
ikke havde forstaaet Tysken. Ja, saaledes blev Anklagerne
efterhaanden sat i Stil, at Folk mente, Sagen var
in confesso,
saa jeg end ikke selv vilde nedlægge nogen Indsigelse mod
den almindelig anerkendte Sandhed, at jeg skrev et daarligt
Dansk. Som en ældre Herre i Selskab sagde til mig: Det
er Dem, ikke sandt, der skriver saaledes: „Født i Paris var
han tidlig bleven sat i Skole i Verdun“ og, ikke sandt, det
er Dem, der kalder „Vinduer“ for „Skiver“.
Dog særligt styrtede Anmelderne sig over Kellers
„Usædelighed“. Den Omstændighed, at i
Romeo og Julie
de to Unge, efter en eneste Gang at have favnet hinanden,
i deres Fattigdom og Udsigtsløshed lader sig glide fra det
Høskib, der bærer dem, ned i Flodens kolde Vande, satte
Anmelderne i et Delirium, der meddelte sig til Læsever
denen. Novellerne prækede „den frie Kærlighed“ (hvilken
alle disse Journalister, der privat levede som glade Bavianer,
offentlig aldrig forsømte at korse sig over); den prækede
desuden Selvmords Berettigelse ligesom første Del af
Hoved
strømninger.
Og det i et Land, hvor Selvmord var saa
hyppige som i Danmark!
Ploug hævdede da med Styrke i
Fædrelandet,
at hvad
Oversætteren mest af Alt syntes at ligne, var „en literær
Forretningsmand, der gør i Tidens Modevarer, eller en rod
løs Plante, som driver med Strømmen“.
Dagbladet
tog her