193 / 392
186
Et A rbejdsaar
ogsaa en
Slags
Broderi. Traadenderne forgaar, og Kane-
vasset forgaar, og Gobelin’et bliver til Klude. Kun Svinelær
bestaar.
Derfor binder man de klassiske Værker ind i
Svineskind. Bøgerne gaar ikke desmindre i Rotterne og
til allersidst Svinelæderet med. Saa kun en Smule Rottegift,
og Historien er ude.“
Skønt jeg i Reglen følte mig ret nedslaaet og snarere i
bittert Lune end i godt, havde jeg Opsving af Selvfølelse.
Saaledes skrev jeg Paaskemorgen: Mine Herrer! De kan
roligt holde paa mig; thi jeg er den Hest, som vinder.
Men i Maj følger denne Notits, der tager sig besynder
ligt ud, naar man betænker, at den stammer fra en, som
nylig var fyldt 33 Aar: „Et nyt Ord trænger sig stedse
mere frem paa mine Læber. Det er Ordet
gammel.
Det
er mig, som var jeg i denne Vinter blevet gammel. Glædesløs
er gammel. Ene er gammel. Den, hvem Intet lykkes, er
gammel. Den, som ser ned i et Dyb af Plager, som ikke
kan udeblive, og af Glæder, der straks vil forbitres ham, er
gammel. Der ligger en uafvæltelig Byrde af Mismod over
mit Sind. Ensomheden gør mig elegisk, og saaledes skriver
jeg Dagbogsnotitser, som da jeg var atten Aar. Den, der
føler, at han lever og er blot tilnærmelsesvis lykkelig, skriver
ikke Sligt“.
10
.
Aaret igennem haglede fjendtlige Bladartikler ned over
mig i nu glemte Blade som
Dagstelegrafen
, ogsaa i
Dag
bladet
og
Fædrelandet.
Jeg brugte disse Artikler imod mig
som Slambade; de var smudsige og styrkende. En Dag
henvendte en af mine nærmeste Bekendte, en Jurist, sig
til mig, og mente, det var nødvendigt at jeg svarte paa
et ærerørigt Angreb. Jeg skrev til ham: „Hvorfor skal