191 / 392
184
E t Arbejdsaar
en Flok af Mænd med udmærket Holdning og intelligente
Ansigter og af Damer, der var lige indtagende ved Skikkelse
og Fysiognomi.
En braadløs Munterhed besjælede dem.
Saa sent det var, og skønt de den samme Aften havde spillet,
var ingen Træthed at spore hos dem. Lystige Drillerier,
Skemt og Spas, skarpsindige Ytringer om Skuespilkunst og
Poesi fik Timerne til at flyve. Den Aften sluttede jeg med
Lewinsky et Venskab, der holdt ud en Menneskealder til
hans Død.
8
.
I Norden oplevede jeg lidet Glædeligt. En Begivenhed,
der gjorde et ansporende Indtryk, var imidlertid den nye
Udvikling af Bjørnsons Digtning i Retning af Virkeligheds
gengivelse. Han udgav samtidigt
En Fallit
og
Redaktøren.
Skønt intet af disse Skuespil betegner et Højdepunkt i hans
Poesi, betydede de en Signalforandring, røbede, at Bjørnson
havde gjort Skridtet fra romantisk til moderne Aandsliv.
Hvad der samtidigt erfores om den Gæring og Udvikling,
hvori hans længe nærede Rettroenhed befandt sig, gav des
uden et Haab om, at Ibsen ikke mere vilde komme til
at staa ene i Norge som en ny Tids Talsmand.
I de Dage fik jeg i Kjøbenhavn meget jævnligt Besøg
af en gammel udmærket Mand, en af Grundtvigs ældste
Tilhængere ved Navn Knudsen, som første Gang bragte
mig sammenheftet i stort Format et forstandigt Tids
skrift, han havde udgivet, kaldet
Vore Ordførere.
Han var
alvorligt religiøs og dog besjælet af det inderligste Frisind.
Han holdt overfor de Grundtvigianere, der var gaaede paa
Akkord med Statskirken, fast ved Grundtvigs ældre Krav
paa fuld Aandsfrihed. Omgangen med ham kunde være
lidt trættende; men der var noget Forfriskende ved