194 / 392
Et Arbejdsaar
187
man indlade sig med den rene Pøbelagtighed? Jeg vil det
ikke. Jeg foragter mine Angribere altfor ubeskriveligt, og
de forstyrrer mig slet ikke.“ Redaktør N. J. Larsen udtalte
samtidigt den Mening, at jeg rundt om i Landet nu var saa
forhadt, at dersom En kaldtes en Tilhænger af mig, vilde
Bønderne hellere stene ham end høre paa ham. — Dette
sidste varede nu vistnok ikke mange Aar; men saa længe
det stod paa, var det Frugten af ihærdig Presse-Agitation.
Den samme Redaktør sagde en anden Dag: „De maa huske,
man har sagt
det Værste
om Dem“.
Det Værste blev naturligvis oprindeligt ikke sagt paa
Landet, men i Kjøbenhavn, hvor det Had, som modsatte
Anskuelser fremkaldte, fik sin Hovedstadstilsætning af den
Gift, som personligt Nag i Forening med Kafévittigheden
brygger. Der var f. Eks. En, der skrev imod mig tredive
Aar i Træk, i korte Artikler som i bindstærke Værker, og
som hadede mig tilblods, fordi han engang havde været
dødelig forelsket i en Dame, som, da jeg var 24 Aar, fore
trak mig for ham. Han er nu død, men Livet igennem
fældede han sine Domme over mig med den strenge og
haardnakkede Saglighed, der altid gør et overbevisende Ind
tryk paa en svaghjernet Læser.
Selv havde jeg og har jeg, fra jeg begyndte at skrive
som Kritiker og indtil nu, aldrig kritiseret nogen Mand eller
nogen Bog uden at fremhæve deres Fortrin. Hvor der
intet var at rose, der tav jeg. Hvor Manden var værdiløs
eller mig personligt aldeles imod, dér lod jeg ham i Ro,
rettede aldrig Pen imod ham. Min Kritik var bekræftende
og har aldrig været andet. Al Kritik imod mig var negativ;
mine Kritikere fulgte altsaa ikke det Eksempel, jeg havde
givet. End mindre holdtes en eneste af dem nogensinde
tilbage af det Spørgsmaal, om han som Kritiker nu virkelig
var mig overlegen.