192 / 392
Et Arbejdsaar
185
hans aldrig svækkede Begejstring og sjældne Hæderlighed.
Jeg nærede vel intet Øjeblik nogen Tro til, at han skulde
kunne paavirke og dreje Grundtvigianernes Kurs i Datiden.
Men jeg paaskønnede ham personligt af fuldt Hjerte og
ærede ham mere for hans Holdning overfor mig, end om
han havde været en afgjort Meningsfælle.
9.
I det Aar fik jeg det første stærke Indtryk af hvorledes
Omgivelserne omkring En forvandles derved, at de mange
uvilkaarligt eller vilkaarligt svige og sviges. Forbindelser mellem
Mand og Kvinde, nyligt stiftede Ægteskaber, der syntes at
maatte holde Livet ud, faldt fra hinanden; Kvinder, der lige
havde erklæret, at de elskede for evigt, elskede knapt et
Aar. Mænd, der nys gik op i ridderlig Elskov, pønsede paa
at afhænde den Elskede fordelagtigt; unge Fruer, der løb
bort fra deres Ægtefælle med en Mand, tog sig undervejs
en anden Mand, og den forladte Nr. 2 trøstede sig en
Maaned efter med en ny Veninde. I dansk Politik var
Omslag og Smaaforræderier det daglige Brød, og danske
Venskabsforbindelser Mand og Mand imellem viste sig saa
upaalidelige, at man undredes, nogen indgik dem. Menings
fæller sveg uafbrudt hinanden, dels fordi de af uberegnelige
Aarsager skiftede Mening, dels fordi den, der betegnedes
som Fører, i denne Egenskab blev hadet ikke blot af Mod
standerne, men af dem, han skulde føre, og især af dem.
I Marts skrev jeg i min Notitsbog: „Vrangen er ikke
smuk, ikke nær saa smuk som Retten. Og i en Haande-
vending er saa Retten Uret og Uretten Ret. Traadenderne
er ikke nær saa smukke som Broderiet; men nogle Aar!
og Broderiet er fuldstændig opslidt, er selv blevet Traad-
ender, og ser man rigtigt paa Traadenderne, udgør de jo