196 / 392
Et Arbejdsciar
189
deres Instinkt, var der andre, der rimeligvis oprigtigt ansaa
mig for et Skadedyr. Og er en Mand dette, da er, som
Kierkegaard siger, „enhver skjult Modstand, enhver Frækhed
mod ham og Mishandling af ham ikke blot tilladelig, nej
den er Pligt mod Gud.“ Kierkegaard slutter med en bitter
Henvendelse til Kjøbenhavn: „O uskatterlige Købstad, hvor
er du ubetalelig, naar du faar Adriene paa og bliver hellig,
naar det, at hengive sig til enhver Misundelsens, Raahedens
Pøbelagtighedens væmmelige Lyst, tillige bliver Udtrykket
for at gøre Gud en Dyrkelse!“
11
.
Bekæmpelsen af mig var selvfølgelig langt mere afgjort
en Gudsdyrkelse end Angrebene paa den strengt kristelige
Søren Kierkegaard. Det Udtryk, jeg i hine Aar og længe
derefter oftest saa i danske Øjne, var Udtrykket af det
gnistrende Had. Bag det laa ubevidst eller bevidst en sur
Misundelse forvaret. — En Dag, da Louis Blanc i det franske
Kammer gav sin Galde Luft, blev det sagt om ham, der
var meget lille af Vækst:
Il ne sem it pas si méchant, s’il
n’étaii pas si petit.
Det Ord rinder En uvilkaarligt i Hu,
naar man iagttager den Art Ondskab, der undertiden rejser
Hovedet i det moderne Danmark. Der gives en Art af
Skadefryd, en Istemmen af Jubelhyl, naar den Forhadte
begaar en Fejl, var det end blot en Hukommelsesfejl, som
er afgjort dansk. Der gives ogsaa en sjælelig Blanding af
Skinhellighed og Lumskhed, et Had i Religionens, Moralens
og alle ærværdige Magters Navn, som har lettere ved at
trives i Smaabyer end i Storstæder, og som har flere Be
tingelser for at blomstre i de smaa Landes Presse end i
Stormagternes.
Den overordentlige og indtagende Godmodighed, der