199 / 392
E t Arbejdsaar
Han svarte: Min oprindelige Hensigt var at ansætte Dem
uden videre; men da jeg spurgte mig for hos det filoso
fiske Fakultet, om dette var Falkultetet ret, svarte det, at
det ønskede Pladsen besat ved Konkurrence. Man har,
tilføjede han, rimeligvis gjort Regning paa, at De vilde være
for stolt til at konkurrere. Men dersom De vil indstille
Dem til Konkurrence, saa bliver dette jo ganske det Samme
som om jeg paa Forhaand ansatte Dem; thi De sejrer
selvfølgelig; der er jo Ingen at konkurrere med.
Deres Excellence tager fejl, svarte jeg. Jeg risikerer
i høj Grad at falde ved Konkurrencen, ligegyldigt hvem der
stiller sig imod mig. Udfaldet beror paa Dommerne. Men
der er Ingen her i Landet, hvem jeg i dette Tilfælde kan
anerkende som Dommer over mig, og der er ganske sikkert
Ingen, der vil mig vel. Ved de medicinske Konkurrencer
stemmer i Reglen hver Professor paa sin Reservelæge; jeg
er Ingens Reservelæge. Der bliver ikke valgt andre Dom
mere end saadanne, som efter al Sandsynlighed afgiver
deres Stemme imod mig. Jeg vil dog ikke derfor holde
mig tilbage. Naar afholdes Konkurrencen? Jeg spørger,
fordi jeg staar i Begreb med at rejse udenlands. — Han
svarte: De maa være her tilbage den 1. December, forberedt
til at konkurrere.
14.
Da jeg paa den berammede Dag kom tilbage, meddelte
den første Bekendt, jeg mødte paa Gaden, mig med synlig
Fryd, at der ingen Konkurrence blev af. Imidlertid sagde
min og Ministerens Ven, den gamle Botaniker, Professor
Didrichsen mig, at Fischer til ham havde udtalt, han vilde
lirke mig igennem, da han ikke kunde trumfe mig igennem.