200 / 392
Et Arbejdsaar
193
Samtidigt hørte jeg dog til min Forbauselse, at Ministeren
baade til Biskop Martensen og til min tidligere Modstander
Professor Rasmus Nielsen havde sagt — ret som vilde han
indynde sig hos dem — at jeg ikke skulde blive ansat, saa
længe han var Minister.
Jeg kunde ikke tro mine egne Øren, da jeg jo huskede,
med hvilken Sikkerhed han til mig havde berammet Kon
kurrencen. Jeg søgte ham da i hans Audienstid.
Fischer modtog mig med nogen Forlegenhed.
„Ja,
Rygtet er sandt; der bliver ingen Konkurrence af. Jeg vilde
ved at tvinge den igennem kun opnaa min egen Afskedigelse.“
— „Men Universitetet har jo selv udtalt sig for Konkurren
cen, selv krævet den.“ — „Ja, hvad Universitetet i den
Sag vil og ikke vil, det er ikke let at konstatere. Der gives
jo to Slags Trapper, Fortrapper og Bagtrapper. Der gives
Professorer, som har sat sig stærkt i Bevægelse ad Bag
trappen, de samme, der officielt var for Konkurrencen.“ Og
paa min Bøn om blot at nævne mig en af disse Professorer,
svarte Ministeren: „Hvor véd jeg det saa nøje! Alt hvad
jeg kan sige er, at Professor Ussing har været meget
virksom.“
Da jeg paa Brøchners Opfordring meddelte ham Resul
tatet af Audiensen, sagde den sengeliggende, snart døende
Mand smerteligt: „Aa, at man skal ligge her!“
Paa mig selv gjorde det et vist Indtryk, at man end
ikke turde lade mig møde til en Konkurrence, som man for
at undgaa min Ansættelse selv havde krævet, da man dog
altid havde det i sin Magt at lade mig falde igennem for
den første, den bedste Paludan eller Rosenberg.
Digteren Frederik Paludan-Miiller, hvem jeg paa dette
Tidspunkt ingenlunde stod nær, sagde ikke desmindre til
mig, at der efter hans Opfattelse ved den Lejlighed var
blevet gjort mig blodig Uret. Han var Idealist.
Georg Brandes : Levned. II.
13