201 / 392
194
E t A rbejdsaar
Pressen tav som en Mur. Da en af mine Bekendte i
Anledning af Sagen bragte Redaktør Topsøe en Artikel, svarte
denne: „Jeg har en hel Litera tur liggende om denne Mand;
men jeg vil intet optage for eller imod ham; jeg vil ikke
støtte ham, heller ikke lægge ham et Halmstraa i Vejen.“
Senere, da hele Byen vidste, at Fischer var bleven tvungen
til at kalde Konkurrencen tilbage, skrev Topsøe en Artikel
hvori han „trods mine Jammerskrig“ og trods de udenlandske
Angreb paa Fædrelandet, hvori jeg efter hans Paastand var
Skyld, anbefalede min Ansættelse ved Universitetet.
15.
Straks i Januar tog jeg den Beslutning at forlade Dan
mark. Universitetets Holdning og Ministerens Svaghed slog
for mig Sømmet paa Hovedet. Min eneste Beskytter Hans
Brøchner havde jeg fulgt til Jorden. I Midten af December
havde
Det nittende Aarhundredes
Forlægger paany frem
tvunget Udeladelsen af en Artikel, jeg havde optaget, og
Tidsskriftet indbragte desuden Intet. Nogen Udsigt til som
Universitetsprofessor eller som Forfatter eller som Over
sætter at kunne tjene mit Brød i Danmark havde jeg ikke
længer. Jeg maatte altsaa bort.
Hvor ofte var ikke i Aarene 1870—71 den Opfordring
bleven rettet til mig at slaa mig ned i Paris eller i Rom,
tage Ophold i en af disse Byer, der begge var mig dyrebare,
og skrive paa et af de romanske Sprog, der var mig saa
kære. Dengang havde jeg atter og atter afvist Tanken af
Fædrelandskærlighed. Den Kærlighed var ikke bleven gen
gældt.
Siden havde jeg ærligt stræbt at udfylde hvad jeg be
sad af romansk Kultur med Indsigt i det germanske Væsen.
Min tidligere Ensidighed havde skræmmet mig. Nu var Øje