197 / 392
190
E t A rbejdsaar
betegner den menige Befolkning i Kjøbenhavn og som bl. A.
faar sit Udtryk i dens store og sjældne Høflighed overfor
Fremmede som overfor Hjemlige, suppleres forunderligt af
den Ondskabsfuldhed, som raader i det offentlige Liv eller
i alt Fald i lange Tider har raadet deri. Da Duellerne blev
afskaffede her som i England, burde en tilsvarende Selv
beherskelse i den offentlige Tone have været indført her
som der. Nu har den utvivlsomste Følge af Sædernes Frede
lighed været Tøjlesløsheden af de personlige Angreb, for
hvilke der ikke gives nogen Straf.
Selvfølgelig var de Genvordigheder, jeg havde at kæmpe
med, i og for sig ikke af dem, for hvilke en Mand bukker
under. Hvad betydede de vel i Sammenligning med dem,
en Mand med mit Sæt af Ideer i et Land som Rusland
havde maattet udstaa! — Vanskeligheden er imidlertid større
for en frembringende Aand end for en, der udelukkende er
anlagt paa Handling. Den første behøver et Overskud af
Stemning og relativ Tryghed eller Fred for at kunne produ
cere, og det Liv, jeg førte i stadige Sindsbevægelser, som
næredes af lutter Jobsposter, var mere oprivende end det
syntes.
12
.
I Almindelighed har en ung Mand i min daværende
Stilling, En, der i det offentlige Liv er i afgjort Mindretal
og dog stadigt kæmpende, en kraftig Modvægt mod sine
Byrder i Privatlivet. Han holdes sikkert for det meste
skadesløs af en eller anden Kvinde, hvis Ømhed daglig ud
jævner og bortglatter Rynkerne paa hans Pande, selv om
den ikke kan fjerne Vejspærringerne fra hans Bane. Men
det var ikke mit Tilfælde. Jeg var fuldstændigt ensom i
Kjøbenhavn. Jeg havde ikke nogen kvindelig Hengivenhed