195 / 392
188
E t Arbejdsaar
Midt under den hidsige Bekæmpen af min landsskadelige
Virksomhed kom iøvrigt pudsigt nok
Dagbladets
nye Re
daktør i Tanker om, at det maaske trods Alt var fordel
agtigt at vinde mig for Bladet.
En Dag traadte en mig ubekendt Herre, Journalisten
Godske-Nielsen, ufordelagtigt bekendt som afskediget Be
styrer af den store Drewsenske Papirfabrik paa Strand
møllen, ind til mig og forestillede sig. Han saa uhyggelig
ud; der var hjertelig Falskhed i hans Øjne og oprigtig
Upaalidelighed i hans Smil. „Jeg kommer til Dem for at
bevidne Dem min
Tilbedelse“.
— „Ordet klinger noget be
synderligt, særligt i Munden paa en Medarbejder af
Dag
bladet“.
— „Det er det rette Ord. Jeg har altid sværmet
for Deres Stil. Jeg har ogsaa altid i Redaktionen hævdet,
at De jo slet ikke paa Universitetet har sagt andet, end
hvad De ogsaa før mange Gange har udtalt eller antydet,
dengang De skrev i Bladet. Derfor sender man ogsaa mig til
Dem. Baade Bille og Topsøe var imidlertid enige om, at
som De var optraadt, maatte De stækkes. Bille stillede sig
ikke saa stejlt imod Dem uden først at have spurgt Topsøe
om hans Mening, da han jo havde afkøbt Bille Bladet
og snart skulde lede det. Men nu kommer jeg for at
spørge Dem, om De ikke fra nu af vil overtage Literatur-
anmeldelserne. Det forstaar sig, at Angrebene paa Dem saa
hører op af sig selv. Jeg mener, De i alle Maader staar
Dem ved at tage imod Tilbuddet.“
Det er unødigt at meddele mit Svar.
Godske-Nielsen overtog derefter Redaktionen af det
slesvigske Blad
Danevirke,
og jeg kan med Sandhed sige,
at Gemenheder angaaende mine Forhold som de, dette Blad
bragte, har hverken da eller siden nogen dansk Avis inde
holdt.
Medens adskillige af mine Angribere vistnok blot fulgte