190 / 392
E t Arbejdsaar
183
Bendix. Blid, forstandig, munter, altid i Ligevægt og stadigt
meget smuk, med Øjne, Ingen saa uden at føle et lille Pust
af Lykke, var hun, enten man traf hende alene, eller de
unge Døtre flokkedes om hende som Duer, der brusende
sætter sig paa Duetæmmerskens Skuldre og Skød, den
menneskevordne Harmoni i en jævn, ung Borgerkones
Skikkelse. Tidt kom jeg til hende med adskillige Bekym
ringer i Sindet og følte dem sprede sig, mens jeg sad paa
Stolen overfor hende, saa hendes Smil, og lyttede til hendes
Pigebørns barnlige og kække Pludren.
Da jeg i Maj tog nogle Uger fra Kjøbenhavn, havde jeg
en lille Oplevelse, som ligeledes adspredte mig. I nogen
Tid havde jeg staaet i Brevveksling med den udmærkede
Skuespiller ved Burgteatret i Wien, Josef Lewinsky, da i
sin ypperste Kraft. Han havde læst
Hovedstrømningernes
første Bind med Entusiasme og udtalt sine varme Følelser
for deres Forfatter. Nu hændte det, at jeg en Aften, vel
ved Titiden, ankom til Berlin og at Lewinsky, som jeg af
Plakaterne saa, den Aften spillede der i Byen med en øster-
rigsk Trup. Jeg kørte til Teatret, men det var allerede
lukket, derfra til et Hotel, hvor jeg formodede, Skuespillerne
var tagne ind, men fandt dem ikke dér, kørte saa til endnu
et Hotel, der blev mig anvist, et, der laa omme bag den
store Kurfyrstes Monument. Jeg naaede først dertil ved
Midnat, og ringede paa Portneren, der svarte, at de Wienske
Skuespillere vel opholdt sig der, men ikke modtog nogen;
han indvilligede dog i at afgive mit Kort. Saa blev jeg i
Triumf af Lewinsky hentet ind til et natligt Selskab, der
forekom mig det gladeste og mest poetiske, jeg i mange,
mange Aar havde set. Det virkede paa mig som et Optrin
af en fornem og dog picaresk Roman. I det store Hotel
værelse, der var fuldt af glade Mennesker, sad eller laa
henstrakt paa Divaner om et Bord med Champagneflasker