188 / 392
Et Arbejdsaar
181
til Genmæle. Benævnelsen „rodløs Plante“ var urigtig: „der
gives Planter, som er endnu værre farne; det er dem, som
har fæstet Rod i Urenhed og Raadenskab“.
Studenterforeningen,
der altid fik sin Parole fra de to
Aviser, havde blandt sine Juleforæringer til Tombolaen det
Aar ogsaa Schweizernovellerne og gjorde sig i de Vers, der
ledsagede Bogen, yderst lystig over Salis og Verenas sidste
Favntag, der vittigt betegnedes som „Kogning i H ø“.
Ikke et Menneske i Landet ytrede Sans for Novellens
fine og sjældne Poesi.
Da Keller erfor sine Novellers Nederlag, skrev han til
mig: „Oversættelsens Skæbne har i høj Grad overrasket
mig; jeg vidste tilfældigvis intet om, at et saa fordrejet og
forgiftet Bigotteri eksisterede i Danmark. Efterat Fortæl
lingen nu i snart tyve Aar er blevet eftertrykt i en Mængde
Feuilletoner og saavel i Schweiz som i Tyskland optaget i
flere større Samlinger, af hvilke mere end én udtrykkeligt
er bestemt for
Familien
eller for
Hjemmet,
lyder nu for første
Gang denne enfoldige Anklage for Usædelighed.“ Som artig
Mand udlede han Angrebene paa
Romeo og Julie
ikke af
hans „ubetydelige Historie“, men af „den frie og suveræne
Aand“ i mine Skrifter, der paadrog mig Forfølgelse.
6
.
Ak, denne „frie og suveræne“ Aand var for Tiden en
Suveræn i stadig Feber.
Som Dreng i Tretten-Fjortenaars Alderen havde jeg
plejet at tage en Blyant og et Stykke Papir med i min
Seng for, naar jeg ikke kunde sove, da at notere, hvad der
faldt mig ind. Da jeg ikke laa alene i Sovekammeret, turde
jeg ikke tænde Lys, men jeg lærte mig at skrive i Mørke.
I Begyndelsen dækkede Linjerne hinanden eller gik ind i