189 / 392
182
Et Arbejdsactr
hverandre, saa Resultatet blev ulæseligt; men efterhaanden
lod jeg med en vis Færdighed Fingrene glide saadan over
Papiret, at Linjerne kom til at staa i rette Afstand. I disse
Maaneder, da det finere Arbejde om Dagen umuliggjordes
mig ved den Helvedes Musik, der fyldte Huset, blev det
Natten, hvori jeg lagde Planer og havde Indfald, som jeg
da ikke sjældent optegnede i Mørke, for ikke at glemme
dem. Tidt lod Arbejdet mig dog ingen Ro; jeg stod op,
satte mig ved mit Skrivebord, skrev en halv eller hel Side
og gik i Seng paany. Og var min Hjerne ikke til at be
rolige, gentog dette sig tre, fire Gange, saa min Søvn blev
meget inskrænket. Hvad man skriver ved Nattetid, synes
En altid i Øjeblikket straalende godt, langt overlegent hvad
man ellers finder paa. Desværre blegner det ved Dagslys;
det er i Regelen en smertelig Skuffelse at gennemlæse det
med koldere Hjerne.
Imidlertid arbejdede jeg Dag og Nat saa feberagtigt, at
jeg end ikke ved Foraarstid forlod Kjøbenhavn og henad
St. Hansdag saa Dyrehaven for første Gang. Skoven var
den Dag fuld af glade Kjøbenhavnere; jeg traf adskillige
elskende Par, som jeg kendte, og jeg sagde til mig selv:
Hvor mange hundrede Mile lever vel jeg fra Kjøbenhavn!
7.
En af mine faa Adspredelser dengang var at aflægge
smaa Besøg i en Familie, med hvilken jeg regnede mig en
Smule i Slægt, skønt der intet Blodets Baand bestod mellem
den og mig. Husets Frue, hvem jeg fra Barndommen af
kaldte Kusine, havde som ung Pige været en sjælden Skønhed.
Hun var, 16 eller 17 Aar gammel, bleven gift med en brav
Købmand, og var nu i Trediverne, omgivet af en blomstrende
Skare Sønner og Døtre. Hendes Navn var Frederikke