184 / 392
E t A rbejdsaar
177
den fortjente Filolog Professor Lyngbye, i en Dagbladsartikel
Monrad som Minister, fordi han havde foretrukket en Lærd,
der til Embedseksamen havde
Non contemnendus,
for en
Videnskabsmand, der til sin Eksamen havde faaet
Præ
ceteris,
og det hed sig siden, at Bruun afskyede Alle, hvem
han mistænkte for at have læst hin Lyngbyes Artikel. Jeg
havde ganske vist læst den, men ikke agtet paa den, og har
ikke nævnt den til nogen før nu. Saa det maatte være af
andre Grunde, at Overbibliotekaren forfulgte mig med sin
særlige Uvilje. Endnu tyve Aar derefter drillede han mig,
mens jeg udarbejdede en større Bog om
Shakespeare,
med
stadige brevlige Beklagelser over at jeg benyttede for mange
Bøger og med pludselig at kræve Alt tilbage, hvad jeg efter-
haanden havde samlet fra Biblioteket til Udarbejdelse af
mit Værk. Han fastsatte tillige et meget lille Maximum af
Bøger, han tillod mig samtidigt at have hjemme. Jeg nødtes
ved den Lejlighed til at afbryde Bogens Trykning.
4.
I mine unge Aar plejede jeg at sige, der var to Magter
i Danmark, med hvilke jeg ikke vilde eller kunde lægge
mig ud, det kongelige Bibliotek og det Gyldendalske Forlag,
thi uden det første kunde jeg ikke lære noget og uden det
andet ikke udgive noget. Overfor begge blev jeg netop i
det Aar sat paa Prøve. Thi med Hegel som Udgiver af
Dei nittende Aarhundrede
var i Aarets Løb Bruddet mer
end én Gang overhængende og blev kun forhindret ved
Ændring eller Tilbagedragning af Artikler, han negtede sit
Imprimatur.
Da Tidskriftet blot gav en Masse utaknemmeligt Redak
tionsarbejde, maatte det være mig magtpaaliggende, ad andre
Veje at fortjene noget. Men Professor Goos, hvem jeg i
Georg Brandes: Levned. II.
12