198 / 392
E t Arbejdsaar
191
at ty til. Den Kvinde, der længe havde staaet mig nærmest,
havde for Aar og Dag siden forladt mig. Hun havde blindt
forelsket sigi en ung Mand af ringe Herkomst og uden
Glimt af Kultur. Hun brugte om ham det Udtryk: „Det
er umuligt ikke at elske ham; han er som Solen“, bragte
ham de største Ofre, ogsaa materielle, og levede som i en
Rus nogle Aar. Hendes Helbred blev haardt angrebet. En
Nat, hun var paa Rejse,
vaagnedehun, idet hendes Elskede,
der stille var traadt ind
i hendesKammer, stod ved hendes
Seng. Hun vilde række sine Arme ud imod ham, da hun
til sin Rædsel saa ham bemægtige sig hendes Ur, hendes
Tegnebog og hendes Pengepung, og fjerne sig med dem.
Hun saa ham aldrig mere.
13.
Den ved Hauchs Død ledigblevne Professorplads ved
Kjøbenhavns Universitet, som man ikke havde villet give
mig, stod nu ledig paa fjerde Aar, skønt den var
normeret,
altsaa skulde besættes. I Efteraaret 1875 erfor jeg, medens
jeg holdt mine Forelæsninger, at den ny Kultusminister, en
naturvidenskabeligt dannet Mand ved Navn Fischer, i et
Hus, hvor vi begge var ret hyppige Gæster, med stor Be
stemthed havde udtalt, at nu skulde denne
skandaløse
Til
stand have en Ende; han vilde ansætte mig. Samtidigt erfor
jeg af af den dødeligt syge Brøchner, hvem jeg besøgte, at
min Sag allerede var sat i Bevægelse fra Ministeriets Side;
der var berammet et Fakultetsmøde og et Konsistoriums-
møde i den Anledning.
Da jeg netop havde fuldendt min Bog,
Naturalismen i
England,
og agtede at rejse bort en Maanedstid, opsøgte jeg
Ministeren en af de sidste Dage af Oktober og spurgte
ham om det Rygte, at han vilde ansætte mig, talte sandt.