202 / 392
Et Arbejdsaar
195
blikket kommet, da jeg maatte sætte Alt ind paa at blive
Forfatter i et fremmed Sprog. Men siden Krigen hengav
Franskmændene sig for hvert Aar, der gik, til skarpere Ude
lukkelse af Fremmede, fremmed Aand og Literatur, mens
Tyskerne aabnede sig stedse mere for det Fremmede, sær
ligt for Norden, og i Tyskland havde jeg gjort en Be
gyndelse.
For mig blev Spørgsmaalet da i Grunden kun det, om
jeg skulde bosætte mig i Wien eller Berlin. Jeg heldede til
Wien. Thi Forfatteren Emil Kuh, Hebbels fortjenstfulde
Biograf, der havde skrevet om mig og stod i Brevveksling
med mig, havde bragt mig i Forbindelse med den udmær
kede Jurist, Josef Unger, da Minister, og denne havde ud
talt Ønsket om at knytte mig til et østerrigsk Universitet,
efter med levende Anerkendelse at have udtalt sig om mine
Evner. Paul Heyse raadede mig vel afgjort til at foretrække
Berlin for Wien; men Spørgsmaalet var for mig svævende
mere end et Aar endnu.
Julius Lange, hvem jeg meddelte mit Forsæt, mente,
jeg burde holde ud i Kjøbenhavn i endnu tyve Aar. Han som
de faa andre, der nærede Interesse for mig, var i deres
Tanker saa bundne til Danmark, at de neppe forstod, jeg
ikke evigt vilde leve indenfor en Horisont, hvor Angreb af
Dagstelegrafen, Fædrelandet, Dagbladet, Nationaltidende,
Nær og Fjern
osv. var Fænomener, med hvilke der maatte
regnes.
16
.
Selv følte jeg det tydeligt, som der staar i
Sigurd
Slembe,
Hid og ikke længer!
Jeg maalte mit Nederlags Omfang med Ro og var ikke
13
*