175 / 392
168
Hjemme og ude
skulde leve, og til Forfølgelsen i den Presse, af hvilken han
som Forretningsmand var afhængig. Adskillige især gejst
lige Penne rettede sig direkte mod Forlæggeren, der maatte
høre ilde for, at han, som var høje Gejstliges Tillidsmand,
desuden selv en Mand, hvis Religiøsitet Ingen drog i Tvivl,
vilde staa som Udgiver af et Foretagende, hvis Ledere op
fattedes som Kirkens erklærede Fjender, der sad paa Spot
teres Bænk. De to Udgivere havde jævnligt Kampe at be-
staa for at faa en Artikel optaget og maatte tage mange
Hensyn, ifald de ikke straks vilde opgive Ævred. Efter-
haanden havde de det bestemte Indtryk, at Hefternes Ind
hold før Udgivelsen blev underkastet gejstlig Censur.
Men til denne Vanskelighed overfor Forlæggeren kom
en anden, meget stor, vedrørende den literære Kritik
af det danske og det norske Bogmarked. En stor Del af
hvert Aars literære Grøde var skudt i Vejret paa det Gylden
dalske Forlag. Fra først af tog min Broder intet Hensyn til,
paa hvad Forlag en Bog var kommet ud, men bedømte den,
som var den faldet ned paa hans Bord fra Himlen. Det
viste sig dog snart, at var Dommen ugunstig eller affærdigende,
saa passerede den ikke. Det forekom med Rette Forlæg
geren ganske urimeligt, at han selv skulde udgive et Tids
skrift, hvori et stort Antal af hans andre Foretagender ret
hyppigt blev overlegent misrekommanderte. Han nedlagde
da en Protest, som man var nødsaget til at tage til Følge.
Der var endelig endnu en Vanskelighed. Langt pinligere
end de fritænkerske Træk i den nyere Literatur var for
Hegel det relative Frisprog paa det kønslige Omraade. Han
var blufærdig til det Yderste, som det senere viste sig i
hans Afvisning af Amalie Skrams allerede antagne og trykte
første Roman og af Erna Juel-Hansens første større Fortæl
ling.
Han vilde ikke tillade Trykningen af noget, der
i seksuel Henseende kunde give Anstød. Og saaledes