152 / 392
Hjemme og ude
145
af Naturdyrkelsens Orgeltoner. Tudede der en Storm for
oven i mit Sind, var der dog altid en vis vellydende Sam
klang paa Bunden.
I Kjøbenhavn havde en Dag en meget alvorlig gammel
Kristen sagt til mig: „At de Mennesker, som skriver saadan
imod Dem, dog ikke betænker, hvilken Bitterhed og hvilket
Had De avler i en ung Mands Sind, som faar en saadan
Behandling. Han maa jo føle sig som et Umenneske og blive
det. Jeg undser mig og skammer mig, naar jeg maa opleve, at
al den Ondskab faar Luft i Kristendommens Navn!“ Hans
Bekymring var overflødig; jeg kunde aldrig gaa op i Bitter
hed eller Surhed. Selv naar det var, som skulde jeg kvæles
af Menneskeforagt, som slog dens Bølger sammen over mig
— og den Tilstand kendte og kender jeg — vedblev jeg at
have Følelsen af Kosmos, en Skønhedsverden.
Længe forinden jeg efter Evne var optraadt som Strids
mand, havde jeg grublet med Spinoza og følt med Goethe.
Derfor fornam jeg under den dybeste Lede ved Omgivel
serne, en indre Ligevægt, Fornuftens, der søger og finder
Harmoni. Der kom senere Tider, hvor jeg følte mig saa
forurettet, at mit Indre var et eneste Hævnskrig. Men
endnu holdt jeg ikke dér. Over Lassalle glemte jeg ikke
Goethe, og naar Paul Heyses Væsen gjorde Indtryk paa
mig, var det, fordi han som en af Goethes mange Ætlinger,
virkede paa mig som en Appel til Midten, til Goethe. Jeg
havde faaet for tidligt og dybt et Indtryk af græsk Kos
mostro og goethesk Levevisdom til at kunne gaa op i Hævn-
gerrighed eller Stridslyst.
Georg Brandes: Levned. II.
10