153 / 392
146
Hjemme og ude
15.
En Dag sagde Paul Heyse til mig: Du har endnu til
bage at lære den viseste blandt mine Venner at kende. —
Hvem er det? — Lazarus i Berlin.
Lazarus var da Honorarprofessor (o: Professor uden
Gage) ved Universitetet dér, efter i flere Aar at have do
ceret Filosofi ved Krigsskolen og have vundet sig mange
Venner i Officersstanden. Han var den første dalevende
tyske Lærde, hvis Navn jeg i Udlandet havde hørt; thi Fru
Taine havde under sin Mands Ophold i Tyskland i Begyn
delsen af 1870 nævnt ham for mig som den Videnskabs
mand, med hvem Taine havde Berøring i Berlin. Jeg vidste
om ham, at han var Psykolog og mente at have grundlagt
en ny Disciplin: Folkepsykologien. Han og hans Svoger
Steinthal, der var Universitetsprofessor i almindelig Filologi,
udgav i Forening et Tidsskrift for sammenlignende Sprog
videnskab og Folkepsykologi. Lazarus’s Hovedarbejde hed
Das Leben der Seele,
Steinthal var Forfatter til en Række
fortjenstfulde filologiske Arbejder og stærkt kritisk anlagt i
Lessings Aand. Som Filolog nedstammede han fra Wilhelm
v. Humboldt, hvis Værker han ærede og udgav.
I Lazarus’s Hus blev jeg i 1873 gæstfrit optaget, og det
følgende Aar tilbragte jeg efter Indbydelse nogle Uger hos
ham paa hans Landsted i Schonefeld ved Leipzig, kom ham
altsaa personligt nær.
Lazarus var en Mand med stilfærdigt Væsen og fuld
endte Former, behersket, tænksom og velvillig.
Aldrig
kunde han komme ud af Ligevægt, bruse op, tale højt eller
skænde. Han var sart af Helbred, saa han bevægede sig
med en vis Langsomhed Et værdigt Væsen var ham med
født. Han havde tænkt meget, og kendte Filosofiens Hi
storie, talte gerne om Psykologi og udtrykte sig med Finhed.