![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0149.jpg)
142
Hjemme og ude
om jeg maa formode, at du paany vil bruge dine indvundne Kræfter
imod mig“ . . . .
Du har paa din nuværende Udenlandsfart omgaaedes det store
Tysklands bedste Selskab saavel intimt som i Frastand. Naar du da
taler om, hvad
vi
bør gøre herhjemme og hvilken vor Fremgangsmaade
bør være, glemmer du, at den klerikale Strøm hos os er en Rendesten,
der løber vor private Dør lige forbi, og ikke er en Flod med mange For
greninger, der bugter og spreder sig mellem nogle og fyrretyve Millioner
Mennesker vidt ude omkring os. Du glemmer, kæreste Ven, at den
Dannelse, (o: den almene, europæiske) som du forudsætter hos dine
Modstandere derhjemme, at
denne Dannelse skal fø rst bibringes dem
gennem d ig
. . . . Har du glemt
vor
Presse,
vor
Literatur,
vort
Publikum?
Her gælder den sørgelige Nødvendighed ligesom i en Kro paa Landet,
at man enten maa opræbe den grundtvigianske Pærevælling i Flaben paa
de Maabende eller ogsaa maa man slaa et ateistisk Donnerslag lige for
Næserne af de Tykskallede. Det sidste har du gjort — derfor, men og
saa kun derfor er du bleven hørt.
Du vil hjem for at opsøge „Helte“ og „ædle Spirer“ i de danske
Spidsborgere!!! Jeg besværger dig ved vore Fædres Aske, skuf dig ikke
med et sligt Haab. Jeg kender Bønder og Fiskere, Skolelærere og Præ
ster, Kræmmere og Prangere, civile og militære Embedsmænd overalt,
rundtomkring i Provinserne; og du og jeg kender jo tilsammen Befolk
ningen i Kjøbenhavn. Jeg har endnu ingen Helte fundet og kun meget
faa Spirer. Lad os raadspørge Literaturselskabet. Det var jo Kærnen af
„De Frisindede“ i Hovedstaden. Du vil opløse dette Selskab (og heri er
jeg enig med dig) men Heltene og Spirerne . . . .
Faa Aar derefter skrev imidlertid Holger Drachmann
selv sin Bog
Lars Kruse
om en simpel Fisker, der som
Helt 27 Aar igennem havde frelst vel hundrede Menneske
liv under Strandinger paa Skagens Kyst, og i hvem Helten
var bleven saaledes miskendt, at han ikke havde modtaget
den Ridderorden derfor, som gives hver en Stymper af
Borgerstand, ja end ikke det Dannebrogsmændenes Hæ
derstegn, hvormed Menigmand, som udmærkes, maa lade
sig nøje.