104 / 392
Ude
97
om mig, og ugunstigt; men det rører mig ikke; jeg har ikke
læst det, læser overhovedet aldrig hvad der skrives om mig.
— Det stemte jo med god Verdenstone, at Goldschmidt
vilde undgaa Ordstrid med mig om en mer end tre Aar
gammel Artikel; men som Ordene faldt, smagte de mig ikke;
thi jeg vidste med fuld Bestemthed fra Vilhelm Møller,
baade at Goldschmidt havde læst min Artikel og i hvilke
Udtryk han havde givet sin Vrede og Misfornøjelse tilkende.
— Jeg var ikke saa uerfaren, at jeg noget Øjeblik troede,
Goldschmidt havde tilgivet mig saa skarpe kritiske Udta
lelser. Men jeg følte, han gjorde en oprigtig Bestræbelse
for at glemme sit gamle Nag, og han havde jo flere Gange
tidligere søgt mig. Jeg er, sagde han, tiltrukket af Deres
forbausende Barnlighed.
Det Ejendommelige ved Deres
Ansigt er Udtrykkets uafbrudte Skiften; det Ejendommelige
ved Deres Væsen er dette overraskende Barnlige. — Han
gav sig næste Dag neppe Tid til at gøre Toilette, saa „inter
essant“ fandt han mig.
2
.
Han meddelte mig sin Rejses Formaal. Han tog nu
først til Berlin, saa til en hel Række andre tyske Byer,
hvor man vilde opføre Skuespil af ham og hvor Teater
direktører ventede ham, med hvilke han skulde forhandle.
At der i Tyskland var en saadan Efterspørgsel efter Gold-
schmidtske Stykker, maatte undre. Med al sin overordentlige
stilistiske Evne og sin undertiden fine Sjælekundskab var
Goldschmidt dog slet ikke Dramatiker, og af intet Stykke,
han havde skrevet, var der nogensinde gaaet Ry. Han gik
øjensynligt ud paa at imponere mig og anslog nu og da en
lidt pralende Tone.
Saa spurgte han mig, hvor jeg agtede mig hen. Da
Georg Brandes: Levned. II.
7